Udland

Paris-terrorist i video: Vi vil kæmpe imod jer

En video med nu den afdøde terrorist Amedy Coulibaly, der fredag tog gidsler og dræbte fire personer i et jødisk supermarked, er dukket op på internettet.

I videoen hævder Amedy Coulibaly at være medlem af terrorgruppen Islamist Stat. Her bekræfter han også at han sammen med Cherif og Said Kouachi planlagde at synkronisere terrorangrebene i Paris.

- Hvis i angriber kalifatet eller Islamisk Stat, så angriber vi jer, siger han i videoen.

Ifølge TV 2 journalist Niels Brinch rejser videoen adskillige spørgsmål omkring de parisiske terrorangreb.

- Han er jo tydeligvis ualmindeligt velbevæbnet, hvilket fremgår af videoen. Hvis hans påstand om at angrebene var koordinerede er sand, så vil det nok afstedkomme en del spørgsmål om hvordan de tre har kunnet holde sig under myndighedernes radar, siger han til tv2.dk.

Ifølge den franske anklagemyndighed forbindes Amedy Coulibaly nu også med et tredje skyderi i den parisiske forstad Fontenay aux Roses.

Onsdag skød og sårede han her en kondiløber alvorligt. Det var samme dag som han dræbte en kvindelige betjent i Paris efter et biluheld. Fredag dræbte han så fire gidsler i et jødisk supermarked, før han selv blev skudt og dræbt af fransk politi.

I videoen truer Amedy Coulibaly Frankrig og den vestlige koalition med yderligere gengældelse for bombeaktioner mod Islamisk Stat.

- I dræber civile, I dræber krigere. Hvorfor? Fordi vi vil indføre sharia? I bestemmer ikke hvad der skal foregå her på jorden, siger han.