Over en million gik for fred i Paris

Franskmændene samledes i dag i Paris' gader for at demonstrere for fred.

Og dagens demonstration gjorde et stort indtryk på mange - ikke mindst på TV 2s reporter Lotte Mejlhede.

- Noget af det, der gør mest indtryk på mig, er, at franskmændene er i stand til, også på gaden, at putte høje, flotte ord på deres følelser. Det handler om lighed, frihed og broderskab. Det er jo det, som hele deres republik er bygget op omkring. Det er ord som dem, franskmændene bruger, når de skal forklare, hvorfor det var så vigtigt at støtte op i dag.

Den store demonstration, hvor mere end en million mennesker deltog, var kommet i stand efter de seneste dages terrorhandlinger i Paris. Onsdag angreb to mænd satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion. Ved angrebet blev 12 mennesker dræbt. De to attentatmænd flygtede efterfølgende ud af Paris. Fredag blev de to dog dræbt af politiet, da de tog en 28-årig kvinde gidsel på et trykkeri nord for Paris.

Fredag tog en anden mand gidsler i et jødisk supermarked i Paris. Her blev fire gidsler og gidseltageren selv dræbt. Ifølge gidseltageren selv var aktionen koordineret med de to attentatmænd fra Charlie Hebdo. Det er senere kommet frem, at denne mand også stod bag et drab på en politikvinde i Paris, onsdag.

Med til dagens demonstration var også en lang række statsledere - blandt dem Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt.