Udland

Muslimsk helt gemte gidsler i kølerum hos købmand

Fortællinger om helt almindelige menneskers heltegerninger, er begyndt at dukke op efter fredagens gidseldrama i et parisisk, jødisk supermarked.

24-årige Lassana Bathily, en muslimsk mand, som er ansat i supermarkedet, bliver nu hyldet som helt, efter det lykkedes ham at gemme adskillige kunder i et fryserum under episoden.

Den franske tv-station BFMTV har talt med Bathily, som fortæller, at da angrebet begyndte løb en større gruppe kunder ned i købmandens kælder, hvor han førte dem hen til køleboksen, som han slukkede, inden han forsøgte at hente hjælp.

- Jeg slukkede lyset, og slukkede for fryseren. Jeg lukkede døren og sagde til dem, at de skulle tage det med ro, siger han til tv-stationen.

Det lykkedes efterfølgende Bathily at komme ud af butikken, hvor han gav politiet oplysninger om, hvad der foregik inde i bygningen.

Ifølge fransk politi blev alle de mennesker, der gemte sig i fryseren, reddet ud fra købmanden i live. Fire gidsler døde under aktionen. Også gidseltageren Amedy Coulibaly blev dræbt, da politiet stormede købmanden.