Udland

Fransk politi advares: "Sovende" terrorceller er aktiveret

Knap er der ved at falde ro over Frankrig, før landet frygter at blive ramt af nye angreb.

En kilde i det franske politi fortæller således til CNN, at flere såkaldte "sovende" terrorceller er blevet aktiveret i landet inden for de seneste 24 timer.

Det har - ifølge kilden - lørdag ført til en briefing af den franske politistyrke, hvor de blev bedt om at slette deres profiler på sociale netværk samt altid at bære deres tjenestevåben på sig.

Oplysningerne er vel at mærke ikke officielt bekræftet, men de kommer efter de seneste dages dramatiske udvikling i og omkring Paris, som har efterladt franskmændene med mange ubesvarede spørgsmål omkring politiets håndtering af sikkerheden i landet.

Onsdag blev 12 personer, herunder to betjente, dræbt under terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo, og torsdag blev en kvindelig betjent dræbt på åben gade.

Fredag kulminerede de dramatiske dage, da de tre gerningsmænd bag de angrebene forskansede sig med gidsler. Fire gidsler blev dræbt, og flere - herunder to betjente - såret, inden gerningsmændene blev dræbt af indsatsstyrkerne.

Kort efter afslutningen på gidseldramaerne erkendte den franske premierminister, Manuel Valls, fredag, at der er visse "mangler" i forhold til sikkerheden i Frankrig.

- Der er en klar mangel. Når 17 mennesker dør, betyder det, at der var revner (i sikkerheden, red.), siger Manuel Valls til tv-stationen BFMTV.

En fjerde potentiel gerningsmand, den 26-årige kvinde Hayat Boumeddiene, er fortsat eftersøgt af de franske myndigheder. Hun mistænkes for at have deltaget i drabet på den kvindelige betjent og for muligvis også at have deltaget i den ene gidselaktion.

Lørdag meddeler tyrkiske myndigheder dog, at hun efter alt at dømme forlod Frankrig allerede den 2. januar og rejste til Tyrkiet. Herfra tyder det på, at hun er rejst videre til Syrien, men det er endnu uklart.