OVERBLIK i billeder og grafik: Sådan tog terrorister en nation som gidsel

12 personer mistede livet, og 11 blev kvæstet, da to bevæbnede mænd onsdag angreb det franske satire-magasin Charlie Hebdo i Paris. Yderligere fem personer blev dræbt, da et gidseldrama fandt sted i et jødisk supermarked midt i den franske hovedstad fredag d.9. januar 2015. TV 2 Nyhederne giver dig her overblikket over hændelsesforløbet fra de to gerningsmænd trængte ind i redaktionslokalerne på satiremagasine Charlie Hebdo centralt i Paris til demonstrationerne for fred i Paris' gader søndag 11. januar, hvor mere end en million franskmænd var på gaden.
Onsdag d. 7. januar kl. 11.25
Tegner på Charlie Hebdo, Corinne Rey, har lige hentet sin datter i børnehave og er på vej ind på redaktionen på rue Nicolas Appert i Paris
To mænd ankommer i en sort, stjålet Citroën med tonede ruder. De er bevæbnet med hver deres kalashnikov, de bar elefanthuer og skudsikre veste.
- Da jeg kom til hoveddøren til magasinets bygning med hende (datteren, red.), truede to maskerede og bevæbnede mænd os – voldeligt. De ville ind, ovenpå. Jeg tastede adgangskoden ind. De talte perfekt fransk. De sagde, at de var fra al-Qaeda, siger Corinne Rey til humanite.fr.
Onsdag d. 7. januar klokken kl. 11.30
De to gerningsmænd går først ind i et andet medies kontor i bygningen. De spørger efter Charlie Hebdo og affyrer to skud, der rammer en dør og et vindue.
Inden mændene når Charlie Hebdos mødelokale, skyder og dræber de pedellen Frédéric Boisseau. Herefter går de til redaktionslokalerne til Charlie Hebdo, hvor redaktionen er midt i et redaktionsmøde. De to mænd brager ind af døren:
- Hvor er Charb? Hvor er Charb? Råber de.
Charb er Stéphane Charbonnier, der er redaktør på bladet og en ivrig forkæmper for ytringsfriheden. Han er manden bag citatet: "Jeg vil hellere dø stående end leve på knæ".
Onsdag d. 7. januar klokken kl. 11.40
Laurent Léger, skribent på Charlie Hebdo, er til stede i mødelokalet. Han ringer til en ven.
- Ring til politiet. Det er en nedslagtning, et blodbad. Alle er døde, siger han ifølge liberation.fr.
Ti personer i lokalet bliver dræbt, blandt andet redaktør Charbonnier, en betjent, der var hans bodyguard, og flere prominente tegnere.
Gerningsmændene råber angiveligt ofrenes navne, idet de bliver skudt. Flere gange råber de også Allahu Akbar, som betyder Gud er stor.
Onsdag d. 7. januar klokken kl. 11.50
De to mænd løber ud af bygningen og ifølge vidner nærmest direkte ind i en politibil. En skudveksling følger. En politimand, Ahmed Merabet, bliver dræbt ved et skud i hovedet, da han ligger på jorden.
Mændene stikker af i den sorte Citroën, og på vejen kører de en fodgænger ned. De kører ca. 3,5 kilometer til krydset mellem rue Sadi-Lecointe og rue de Meaux, hvor de truer sig til en ny bil. En grå Renault Clio, som de stjæler fra en ældre mand.
Onsdag d. 7. januar klokken kl. 12.00
Fransk politi bekræfter, at man har mistet kontakten og sporet af de to gerningsmænd. Man ved dog, hvilken vej de to gerningsmænd er flygtet ud af Paris. Her har vi lavet et overblik:
Onsdag eftermiddag
Sympatierklæringer spreder sig på de sociale medier, hvor politikere, mediehuse og privatpersoner under hashtagget #jesuischarlie markerer deres støtte til ofrene på det franske satireblad.
Onsdag aften
Frankrigs præsident Francois Hollande holder i en tv-transmitteret tale til nationen.
- At stå sammen er vores bedste våben, siger han, inden han bekræfter, at der skal være sørgedag de næste tre dage.
Onsdag d. 7. januar klokken kl. 22.00
Fransk Politi offentliggør navnene på tre mistænkte. Blandt andet 18-årige Hamyd Mourad. Han meldte dog sig selv på politistationen i Charleville-Mézières, 230 kilometer fra Paris. Flere af hans venner siger dog, at han var i skole, da angrebet fandt sted.
De to gerningsmænd blev senere identificeret og efterlyst som brødrene Chérif Kouachi, 32, og Said Kouachi, 34. Det kunne de sige med sikkerhed, da politiet fandt et ID-kort i den efterladte, sorte Citroên. De to brødre er forældreløse og det berettes, at de har kontakt til islamistiske miljøer i Paris’ 19. arrondissement.
Natten til torsdag
Fransk politi arbejder igennem natten hårdt på at lokalisere de to mistænkte samt at kortlægge deres færden og ageren op til angrebet onsdag formiddag.
Torsdag d. 8. januar lidt over klokken kl. 08.00
En kvindelig betjent bliver dræbt, mens en anden såres hårdt ved endnu en skudepisode i den sydlige del af Paris. Gerningsmanden, der var udstyret med skudsikker vest og automatvåben, flygter fra stedet, og senere melder den franske tv-station France 2, at gerningsmanden har forbindelse til den samme gruppe, som brødrene Kouachi repræsenterer.
Torsdag d. 8. januar kl. 11.25 - 11.50
De to mistænkte,Kouachi-brødrene, blev set på en tankstation nordøst for Paris, hvor de stjal mad og benzin. Fransk politi meldte om en hvid Renault Clio, der var på vej tilbage mod Paris i høj fart. De to mænd skulle ifølge flere franske medier være tungt bevæbnede og bærende masker.
Ifølge Sky News blev der affyret skud på tankstationen, da de to mistænkte blev opdaget af ejeren. Polititet i Paris fik herpå besked på at bevæbne sig og gøre klar til at angribe de mistænkte.
Torsdag d. 8. januar klokken fra kl. 12.00 og frem:
Menneskejagten på de to brødre fortsætter nordøst for Paris, hvor man ifølge AFP gennemsøger et stort område godt en times kørsel nordøst fra den franske hovedstad med hunde, styrker på jorden og helikoptere i luften.
Torsdag d. 8. januar kl. cirka 20.00
Den franske indenrigsminister fortæller på et pressemøde, at man nu ved, at Said Kouachi med sikkerhed var en af gerningsmændene bag attentatet på Charlie Hebdo.
Torsdag d. 8. januar - nat
Fransk politi arbejder igennem hele aftenen i området Villers-Cotterêts, Retz Forest, Corcy og Longpoint. Blandt andet i Corcy går politiet fra dør-til-dør. Her fortæller TV 2's Olav Christensen, at det franske politi er til stedem og at de vil genoptage eftersøgningen, når det bliver lyst.
Fredag d. 9. januar klokken kl. 10.00
Tidligt fredag morgen var der endnu ikke noget resultat af eftersøgningen. Men omkring klokken 10 udspiller et gidseldrama sig i byen Dammartin-en-Goële, hvor de to mistænkte brødre har forskanset sig på en trykkerivirksomhed efter en biljagt, hvor der bliver affyret flere skud. TV 2 Nyhederne har lavet et overblik i kortet her.
Fredag d. 9. januar klokken kl. 11.00
Politiet slår jernring om byen.
Fredag d. 9. januar kl. 11.15: Ifølge et parlamentsmedlem fra området har de to Kouachi-brødre sagt, at de vil dø som martyrer.
Fredag d. 9. januar kl. 11. 40
Politiet er massivt til stede i byen og ifølge TV 2's korrespondent i byen Olav Christensen står flere betjente klar med skarpladte våben.
Fredag d. 9. januar klokken kl. 13.37:
En ny gidseltagning udspiller sig pludselig i et jødisk supermarked i det østlige Paris. Det bekræftes senere, at gerningsmanden er den samme, som skød den kvindelige betjent i Montrouge. - I har taget mine venner som gidsel – jeg har også et gidsel, siger manden, som senere identificeres som Amedy Coulibaly.
Fredag d. 9. januar klokken kl. 13.40:
Ifølge Le Monde er Coulibaly medlem af den salafistiske sekt, Takfir. Derfra kender han ifølge den franske avis den yngste af de to terrormistænkte brødre.
Fredag d. 9. januar kl. 16.17
En politikilde udtaler ifølge Le Figaro, at gidseltageren i det jødiske supermarked har truet med at slå gidslerne ihjel, hvis der sker noget med Kouachi-brødrene.
Fredag d. 9. januar kl. 17.15
Der bliver hørt skud og eksplosioner ved det jødiske supermarked i Paris. Kort tid efter melder AFP, at kommandosoldater har indledt et angreb mod trykkeriet i Dammartin-en-Goele. TV 2's Lotte Mejlhede rapporterede fra Paris. Ifølge France 24 skulle der have været omkring 20 gidsler til stede i supermarkedet.
Fredag d. 9. januar kl. 17.22
Le Monde citerer kilder for at sige, at både de to terrormistænkte brødre og Amedy Coulibaly er døde ved aktioner, der er udført med få minutters mellemrum.
Fredag d. 9. januar kl. 18.10
Nyhedsbureauet Reuters bekræfter franske mediers oplysninger om, at fire personer har mistet livet under gidseltagningen i Paris. Anderledes lykkeligt ender dramaet nordøst for Paris, hvor brødrene Kouachis enlige gidsel slipper ud i live.
Fredag d. 9. januar kl. 19.34
Ifølge Ritzau bliver politiet i Paris efter aktionen overrasket over, at der var en anden gidseltager i supermarkedet, og en talsmand udtaler ifølge CNN, at kæresten til Amedy Coulibaly, 26-årige Hayat Boumeddiene måske er flygtet fra gerningsstedet midt i forvirringen efter specialstyrkernes aktion. Det viser sig senere ikke at være sandt.
Lørdag d.10. januar - formiddag
Politiet jagter 26-årige Hayat Boumeddiene, kæresten til den ene af de tre gerningsmænd, Amedy Coulibaly. Derfor er Frankrig fortsat i allerhøjeste beredskab lørdag formiddag.
Lørdag 10. januar kl. 12.00
Over 1000 danskere er samlet for at vise deres støtte til Charlie Hedbo. Både i København og i Kolding er der arrangeret fredsdemonstrationer. I Kolding med deltagelse fra Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og politikere som Mike Legarth (K), Marlene Borst Hansen (R), Mette Bock (Liberal Alliance), Jørn Dohrmann (DF), Karina Lorentzen (SF), Eva Kjer Hansen (V) og Jørgen Arbo-Bæhr (Enhedslisten).
Lørdag d. 10. januar kl. 13.29
Politiet har løsladt den 18-årige mand, som meldte sig selv efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo. Det skriver Ritzau. Manden meldte sig selv til politiet onsdag aften, da han så sit navn cirkulere på de sociale medier i forbindelse med terrorsagen. Han har været tilbageholdt af myndighederne, indtil han blev løsladt fredag ifølge avisen Le Figaro.
Lørdag d. 10. januar kl. 13.45
Det franske forsvarsministerium oplyser dagen efter, at gidseltagere spredte frygt i Paris' gader, at Frankrig har besluttet at udstationere yderligere 500 soldater i Paris og omegn. Vi har lørdag morgen meddelt en forstærkning med yderligere 500 militærpersoner i to bølger på Ile de France, oplyser ministeriet med reference til Paris og omegn ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig samledes titusinder af mennesker over hele Frankrig for at vise deres sympati og medfølelse over for ofrene og fordømmelse af terroristerne.
Lørdag d.10 januar kl. 18.00
Den 26-årige franske kvinde Hayat Boumeddiene, som er eftersøgt i forbindelse med de seneste dages angreb i Paris, forlod angiveligt Frankrig allerede i sidste uge, skriver flere medier. En kilde fra den tyrkiske sikkerhedstjeneste siger til nyhedsbureauet Associated Press, at en kvinde med samme navn, og som passer på signalementet, fløj til Istanbul den 2. januar. Historien om Hayat Boumeddiene er fortællingen om en kvinde med algerisk baggrund, der ændrede sit efternavn for at få det til at lyde mere fransk og som gik fra at være kassedame i et supermarked til sit kald, da hun mødte manden i sit liv.
Lørdag d.10 januar kl. 19.35
24-årige Lassana Bathily, en muslimsk mand, som er ansat i det jødiske supermarked, der var genstand for den ene af fredagens gidseltagninger, bliver lørdag hyldet som helt, efter at det lykkedes ham at gemme adskillige kunder i et fryserum under episoden.
Søndag d.11 januar kl. 10.00
Fem personer, som fransk politi har haft tilbageholdt siden attentatet på Charlie Hebdo og gidseldramaet i det jødiske supermarked i Paris onsdag og fredag bliver lørdag løsladt,
Søndag d. 11 januar kl. 12.00
En video af Amedy Coulibaly, gidseltageren fra det jødiske supermarked, begynder at florere på de sociale medier. - Hvis i angriber kalifatet eller Islamisk Stat, så angriber vi jer, siger han i videoen.
Samtidig sættes Amedy Coulibaly i forbindelse med et tredje skyderi. Nærmere bestemt skulle Coulibaly tidligere på dagen onsdag have skudt på en kondiløber.
Søndag d. 11 januar kl. 15.00
Over hele Frankrig demonstreres der for fred og mod den seneste uges terrorangreb. I Paris mødte der, ifølge det franske indenrigsministerium, op imod to millioner demonstranter op til 'Republikkens March' - det største antal mennesker, der nogensinde har været på gaden i Paris, vurderer myndighederne.
47 stats- og regeringsledere deltog - og i en indledende velkomst takkede Frankrigs præsident, Francois Hollande, det internationale samfund for sympatien med Frankrig og ofrene.
Jagten på den franske kvinde, 26-årige Hayat Boumeddiene, fortsætter. TV 2 Nyhederne følger situationen løbende.