Udland

Se billederne: Terrorangreb rydder forsider over hele verden

SE ALLE FORSIDERNE HER

En lang række danske og europæiske aviser har torsdag ryddet forsiden for at gøre plads til en markering af terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo, der onsdag kostede 12 personer livet i Paris.

Jyllands-Posten, der selv har været udsat for trusler efter at have bragt tegninger af profeten Muhammed, har valgt at trykke en helt sort forside bortset fra et enkelt, centreret hvidt citat fra avisens leder. Her står der:

- Terroranslaget minder os om, at den frie verden har et fælles projekt i at værne vores demokratiske samfundsorden mod det religiøse vanvid, hvis repræsentanter spreder vold, terror, rædsel og undertrykkelse i læ af en påstået guddommelig legitimitet

"Et attentat på alt det, vi er stolte af og står for".

Politiken han overladt forsiden til avisens mangeårige tegner Roald Als. Hans tegning viser en rød blyant, der skriver på et stykke papir. Midtvejs i teksten knækker blyanten i to, der opstår en kort pause, men så fortsætter den ene halvdel af blyanten med at skrive videre. Tegningen fylder kun en brøkdel af forsiden, der i modsætning til Jyllands-Posten er hvid og ikke sort.

Politiken kalder i sin lederspalte på forsiden massakren for "et attentat på alt det, vi er stolte af og står for".

- Den største respekt, vi i dag kan vise Charlie Hebdo, er ikke selv at lade os skræmme. At sige i dag, hvad vi også ville have sagt i går. At holde fast i, at vi, som ønsker et frit og åbent samfund, altid vil være stærkere end dem, der vil lukke munden på os, skriver Politiken.

"Nous sommer tous Charlie Hedbo"

Charlie Hebdo er kendt for sine kontroversielle tegninger. Magasinet har tidligere været udsat for et brandattentat, og i 2006 valgte Charlie Hebdo at genoptrykke nogle af de tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i 2005 offentliggjorde til mange muslimers vrede.

Informations forside er sat op med store bogstaver på forsiden "Nous sommes tous Charlie Hedbo", der på fransk betyder "Vi er alle Charlie Hebdo". Dermed stiller avisen sig bag det franske satiremagasin i et forsvar for ytringsfriheden, og samtidig lægger den sig i kølvandet af den bølge, der er strømmet ind over de sociale medier siden angrebet, hvor almindelige mennesker under blandt andet hashtagget #jesuischarlie støtter op om Charlie Hebdo og ytringsfriheden.