Udland

Overblik: Det ved vi nu om angrebet på Charlie Hebdo

Det ved vi om skudmassakren på satiremagasin Charlie Hebdo

12 personer er blevet dræbt i et angreb på bladet Charlie Hebdo. En mistænkt har ifølge AFP overgivet sig.

De franske myndigheder jagter to gerningsmænd, der sammen med en tredje mand mistænkes for at stå bag massakren på det franske ugemagasin Charlie Hebdo, hvor mindst 12 mennesker har mistet livet. Her er, hvad vi ved om blodbadet:

* To bevæbnede mænd tvinger sig onsdag vej ind på det franske satiremagasin Charlie Hebdos redaktion i Paris. Vidner beskriver, at de maskerede mænd råber "Allahu akbar" ("Gud er stor"), da de går til angreb.

* Den kvindelige tegner, der er kendt som "Coco", fortæller til netmediet 20minutes.fr, at gerningsmændene tvang hende til at indtaste koden på døren, så de kunne komme ind på redaktionen. Herefter åbnede de ild mod bladets ansatte.

* 12 mennesker er bekræftet døde. 10 ansatte på Charlie Hebdo samt to politifolk. Overvågningsbilleder viser, at en betjent blev skudt på klos hold, mens han lå fladt ned på gaden. 11 andre personer er sårede. Politiet betegner gerningsstedet som et slagtehus.

* Gerningsmændene flygter fra Charlie Hebdo i en stjålet bil sammen med en tredje person. Bilen bliver efterladt i det 19. distrikt nær metrostationen Porte de Pantin, der ligger nordøst for det franske satiremagasins kontor. Her kaprer de en ny bil.

* Fire tegnere på Charlie Hebdo er ifølge franske medier blandt de dræbte. Der er tale om satirebladets redaktør, den 47-årige Stéphane Charbonnier, kendt som "Charb", den 76-årige tegneserie- og satiretegner Jean Cabut, kendt som "Cabu", der fungerede som art director/kunstnerisk direktør for bladet, den 80-årige Georges Wolinski, der var chefredaktør på Charlie Hebdo fra 1970 til 1981 og den 57-årige tegner Bernard Verlhac, kendt som "Tignous".

* Efter massakren skærper Jyllands-Posten sikkerheden, fremgår det af en e-mail til de ansatte. Ritzau erfarer, at der står i beskeden til de ansatte, at man har hævet sikkerheden på redaktionerne både i Viby og i København.

* Terrorberedskabet i Paris er hævet til det højeste niveau, og patruljerende betjente er beordret til at bære skudsikker vest.

*Den franske præsident, François Hollande, udråber torsdag til national sørgedag. Derudover skal der flages på halvt i tre dage.

* Politiet identificerer de formodede gerningsmænd som brødreparret Saïd K. og Chérif K., begge født i Paris i henholdsvis 1980 og 1982, og Hamyd M., født i 1996.

* Onsdag aften overgiver den yngste af de tre mistænkte sig til politiet efter at have set sit billede cirkulere på sociale medier.

* Billeder af de to brødre, der fortsat er på fri fod, bliver offentliggjort. Brødrene beskrives som "formentlig bevæbnede og farlige".

Kilder: The Guardian, AFP

Hvad er Charlie Hebdo kendt for?

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.