Dansker i Paris: Der er panisk stemning

- Lige nu ved folk ikke, hvad der sker.

- Lige nu ved folk ikke, hvad der sker. Vi kan ikke få noget at vide, siger den danske studerende Stephanie Strauss, der er i Paris lige nu.

Tidligere på dagen kom hun forbi Bastille-pladsen tæt på onsdagens terrorangreb i den franske hovedstad.

- Der var masser af politi og ambulancer.

Hun beskriver stemningen lige nu som "panisk".

Stephanie Strauss var tæt på terrorangrebet i Paris.
Stephanie Strauss var tæt på terrorangrebet i Paris. Foto: Privatfoto

Stephanie Strauss har egentlig en aftale med sin kæreste i aften, men nu er hun ikke sikker på, at folk tør komme.

- De ringer hele tiden og siger, at de ikke tør komme.

12 personer er blevet dræbt ved et skyderi på det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo i Paris.

10 personer skal være blevet kvæstet - heraf fem alvorligt, oplyser fransk politi.

To bevæbnede mænd trængte ind i ugebladets bygninger og åbnede ild med Kalashnikov-rifler.

Videooptagelser fra stedet viser, at gerningsmændene råbte "Gud er stor" i forbindelse med angrebet.

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.