Udland

Danske aviser genoptrykker Charlie Hebdo-forsider

Tre danske morgenaviser, Politiken, Information og Berlingske, genoptrykker torsdag en række af det franske ugeblad Charlie Hebdos satiriske og provokerende forsider.

Det gør de dels i solidaritet med ofrene på det franske ugeblad, og dels fordi de anser det for vigtigt og nødvendigt at vise, hvad Charlie Hebdo stor for.

- Det er helt naturligt, at når vi skal fortælle hvad der har været under angreb i dag, så viser vi de tegninger, der er Charlie Hebdos kendemærke, siger Politikens chefredaktør Bo Lidegaard.

-Vi må opfatte dette angreb som et angreb på den satire, den religionskritik som Charlie Hebdo står for. Det er klart, at de værdier, som vores samfund bygger på, blandt andet er friheden til at udtrykke sig, siger han.

Berlingske ønsker også med sit genoptryk at vise danskerne, hvad den franske ugeavis stod for:

- Vi viser i morgen en række af de forsider, som Charlie Hebdo har vist. Og vi har en forside, som er en sympatierklæring. Det angår også medierne i Danmark og den danske befolkning, at der er et angreb på ytringsfriheden, siger Berlingske chefredaktør Lisbeth Knudsen.

Information forklarer i en leder, hvorfor også Information vælger at genoptrykke forsider fra Charlie Hebdo:

"Gerningsmændene og alt, hvad de måtte være forbundet med, har allerede tiltvunget sig en magt, de ikke har nogen ret til. De har efterladt 12 familier med savn og sorg. De har efterladt et Frankrig grebet af frygt. Og de har frataget Charlie Hebdo – og alle andre – troen på, at man med humor og satire kan gå alle trusler i møde.

Det er derfor, at Charlie Hebdos ret til ytringsfrihed er en kamp, vi alle må kæmpe. Derfor bringer denne avis i dag nogle af de forsider, der i årevis har gjort Charlie Hebdo til terrormål. Vi må insistere på, at vi ikke vil lade os dominere af den angst, terroristerne ønsker at efterlade os med. Vi må stå sammen om de værdier om ytringsfrihed og tolerance, der i dag kan synes uendelig skrøbelige og ja, meningsløse. Men det er de værdier, der til alle tider vil gøre os – og vores åbne demokratier – usårlige over for intolerance og vold."

Hvad er Charlie Hebdo kendt for?

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.