Menneskesmuglere tjente millioner på flygtningeskib

16x9
Hver flygtning om bord på skib betalte mellem 4000 og 8000 dollar for rejsen, vurderer italiensk politi. Foto: Scanpix

En flygtnings desperate tur for at krydse havet til Europa sender store summer til menneskesmuglere, der tjener godt på at sende hundredvis af mennesk

En flygtnings desperate tur for at krydse havet til Europa sender store summer til menneskesmuglere, der tjener godt på at sende hundredvis af mennesker ud på en farlig rejse.

Det illustrerer den seneste sag om skibet Ezadeen, hvor 359 flygtninge om bord drev rundt ud for Italiens kyst, før det lykkedes den italienske kystvagt at få kontrol over skibet og sejle det sikkert i havn. Det skriver BBC.

Ifølge politiet i Italien har menneskesmuglerne bag tjent op til tre millioner dollar svarende til godt 18,5 millioner kroner på skibets passagerer.

Politichefen i Cosenza-provinsen, Luigi Liguori, siger, at hver flygtning havde betalt mellem 4000 og 8000 dollar for at være om bord på fragtskibet, der for 50 år siden blev bygget til dyretransporter.

Ifølge betjente havde smuglerne iført sig hættetrøjer og låst flygtningene, der kom fra Syrien, inde i skibets lastrum for derefter at forlade skibet i en redningsbåd.

Det samme skete på et fragtskib tidligere på ugen, hvilket får myndighederne til at spekulere i, om metoden er den nyeste blandt menneskesmuglere - opkøb et gammelt fragtskib, sejl det af sted, forlad skibet og lad europæiske kystvagter styre skibet i havn.

Ifølge Luigi Liguori tiltrækker denne metode tilsyneladende mere velhavende flygtninge.

- Vi har bemærket en ændring i de syriske flygtninge om bord. De er socialt set velstillede. De er klædt i bedre tøj, er bedre organiserede og, hvis jeg må sige det, mindre desperate end de flygtninge, som vi normalt ser, siger han til BBC.

Ingen er angiveligt kommet til skade på overfarten. Flygtningene bliver nu overført til flygtningecentre rundt om i Italien, oplyser politiet og kystvagten.

Ezadeen blev sejlet til havnen Corigliano Calabro.

Nytårsaftensdag stoppede den italienske flåde et andet flygtningeskib med 770 om bord. Også her havde menneskesmuglere forladt skibet og sat fartøjet på autopilot.

Ifølge politiet har menneskesmuglerne tjent op til 18,5 millioner kroner på skibets passagerer.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Saturday, January 3, 2015