Var it-ekspert på TV: Afsløret som playstation-hacker
Britisk politi har anholdt en 22-årig mand, der menes at være en af gerningsmændene, der mellem jul og nytår lammede spillekonsollerne Playstation og Xbox. Vinnie Omari har tidligere kommenteret sagen som sikkerhedsanalytiker på Sky News, men siden blev han afsløret som medlem af hackergruppen Lizard Squad, der har påtaget sig ansvaret for angrebet.
Han har sendt en kopi af dommerkendelsen til onlinemediet The Daily Dot, og ifølge den har politiet konfiskeret både hans Xbox One, telefoner og computere.
Omari er den første anholdte i sagen. Også den 17-årige finske mand ”Ryan” har været afhørt for sin rolle i sagen. De to optrådte sammen i et interview til BBC, hvor de forklarede, at de gennemførte angrebet for at afsløre, hvor usikre og ustabile Sonys systemer er.
Vinnie Omari sagde i den forbindelse, at han syntes det var synd for de børn, der fik en Playstation i julegave og som ikke kunne spille på den, men at julen handler om andet end videospil.
Playstation virker igen
Efter at have været lammet i dagevis, ser Sonys onlinetjeneste PSN dog nu ud til at virke igen. Ifølge Sonys hjemmeside er der stadig såkaldt ”Omfattende trafik” på tjenesten, hvilket i praksis betyder, at brugerne kan opleve forsinkelser og udfald på signalet. Selskabet giver ingen forklaring på, hvad den megen trafik skyldes, og om det betyder, at hackerangrebet stadig er i gang.
Flere amerikanske brugere klager over, at de også fortsat oplever problemer med at forbinde til det Microsoft-ejede Xbox Live-netværk, men ifølge selskabet skulle tjenesten være online og køre uden problemer.
Sådan foregik angrebet
Lammelsen af onlinetjenesterne skete ved hjælp af et såkaldt Denial of Service-angreb. Sådan et udføres typisk ved at sende et enormt antal forespørgsler til den samme nettjenesten, så den bliver overbelastet og går ned.
Det er også denne type angreb hackergruppen Anonymous har brugt til at lamme blandt andet VISA og Mastercards hjemmesider.
Der er to måde at udføre angrebet: Enten via en masse frivilligt medvirkende, eller ved at overtage kontrollen med computere, som så bruges til at sende de mange forespørgsler. Det er derfor svært at afsløre, hvor mange hackere, der deltager i angrebet, og derfor er det også uvist, om briten og finnen er de eneste to involverede. Det er dog efter alt at dømme ikke tilfældet.
Playstation vil nu give alle betalende medlemmer fem dages forlængelse af deres abonnement som plaster på såret for de tabte dage mellem jul og nytår.