Italiens flåde redder flygtningeskib uden besætning

Kystvagtsofficerer sænkes fra helikoptere ned på skib med 450 flygtninge.

Kystvagtsofficerer sænkes fra helikoptere ned på skib med 450 flygtninge. Besætningen er flygtet.

Den italienske flåde har fredag formiddag sikret sig kontrollen over et flygtningeskib med 450 om bord, efter at det har drevet rundt i farvandet ud for den italienske kyst uden besætning.

Seks officerer fra den italienske kystvagt er fra helikopter sænket ned på skibet, oplyser flåden.

Natten til fredag drev skibet cirka 65 kilometer fra kysten ved Capo di Leuca, der ligger på Italiens hæl.

På grund af dårligt vejr i området har den italienske flåde og et islandsk inspektionsskib haft svært ved at nærme sig flygtningeskibet.

Det 60 meter lange skib Ezadeen er indregistreret i Sierra Leone. En af passagererne, der kunne kommunikere ved hjælp af skibets radio, oplyste tidligere til den italienske kystvagt, at skibets besætning havde forladt de mange flygtninge, der nu er alene tilbage om bord.

/ritzau/AFP