Udland

To landsbyer evakueret: Angrebet af isoleret stamme

Beboerne i de to peruvianske landsbyer Monte Salvado og Puerto Nuevo i Amazonasjunglen er blevet evakueret, efter de var blevet angrebet af lokale indfødte, som forlangte mad og værktøj.

I alt 60 beboere fra de to landsbyer blev evakueret efter mødet med Mashco Piro-stammen fortæller regeringen i Peru ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- De havde praktisk talt omringet landsbyen (Monte Salvado, red.). Den eneste ting at gøre var at flygte, fortæller Guillermo Bardales fra Monte Salvado til en peruviansk nyhedskanal.

Guillermo Bardales filmede kort efter indianerne, og du kan se optagelserne i videoen øverst i artiklen.

Landsbyboer fortæller, at stammefolkene dræbte husdyr, stjal køkkenudstyr og landbrugsredskaber, men der er ikke meldinger om, at nogen mennesker skulle være kommet noget til.

Monte Salvado og Puerto Nuevo ligger tæt på et beskyttet område for flere isolerede stammer, og det er ikke første gang, at disse stammefolk bevæger sig ind i civiliserede områder.

I maj blev der således rapporteret om et angreb fra Mashco Piro-stammen, der tæller ca. 600 medlemmer, mod en turistcamp i Manu National Park, skriver Reuters.

Se video fra landsbyerne og evakueringen øverst i artiklen.