Udland

Boko Haram bortfører 185

Den militante gruppe Boko Haram skal have bortført mindst 185 mennesker i den nordøstlige nigerianske landsby Gumsuri.  Det oplyser to lokale embedsmænd og en leder fra et lokalt vagtværn torsdag. Massebortførelsen er tilsyneladende sket søndag, men det er altså først kommet frem nu.  Gidslerne er kørt væk i lastbiler mod Sambisa-skoven, der er en af Boko Harams højborge.  En leder af et lokalt vagtværn, Usman Kakani, siger, at 191 personer, heriblandt kvinder, piger og drenge skal være blandt de bortførte.  Gumsuri ligger omkring 70 kilometer syd for hovedbyen i staten Borno, Maiduguri. Den ligger på vejen, der fører til Chibok, hvor Boko Haram bortførte mere end 200 skolepiger i april.  Oplysningerne har været fire dage undervejs, da de mobile netværk er fuldstændig kollapset i regionen.  /ritzau/AFP