Udland

Efter kun to måneder: Svensk regering udskriver valg

Den svenske statsminister Stefan Löfven udskriver nyvalg, efter regeringen er kommet i mindretal. Valget afholdes den 22. marts 2015.

Den svenske regering fik ikke sin finanslov gennem Riksdagen. Det stod klart kort efter klokken 16, da Sverigedemokraterne sikrede et flertal for de borgerliges forslag.

Det nye valg blev meddelt på et pressemøde mindre end en time efter, at det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne fældede regeringen, og Stefan Löfven havde svært ved at skjule sin vrede.

- Jeg har hele tiden taget ansvar, og det vil jeg fortsætte med at gøre. Jeg forestiller mig ikke stiltiende at acceptere det, som nu sker på højresiden.

 - Det er en ansvarsløs opførsel fra de fem partier, sagde statsministeren.

Før afstemningen så det dystert ud for den svenske statsminister, der før afstemningen kun så to muligheder, hvis der ikke blev stemt for finansloven:

- Der er forskellige alternativer. Vi kan eksempelvis udskrive valg. Man kan også træde tilbage, sagde Löfven til svenske medier før debatten.

Den svenske regering har kun siddet ved magten i to måneder, og derfor er det et meget usædvanligt kapitel, der i dag blev skrevet i svensk historie. Teknisk set kan der først udskrives valg 29. december, da regeringen skal have siddet i Riksdagen mindst tre måneder, før de kan udskrive valg.

Det blev det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, der fældede regeringen, da de nægtede at stemme for regeringens finanslov, hvis ikke regeringen acceptere Sverigedemokraternas linje i udlændingepolitikken.

Trods Löfvens forsøg på forhandlinger med de fire borgerlige partier har Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna ikke rykket sig, og de borgerlige svenske partiers finanslovforslag blev vedtaget med 182 stemmer mod 153, og Sverige skal nu endnu engang til valg.