Udland

Polsk toppolitiker: Pædofili er tilladt i Danmark

Polens tidligere statsminister, Jaroslaw Kaczynski, har i denne uge angiveligt udtalt til det polske ugemagasin Wprost, at det er tilladt at være pædofil i Danmark.

Det skriver polennu.dk.

Den danske ambassadør i Polen, Steen Hommel, har nu krævet en forklaring af Jaroslaw Kaczynski, der er statsministerkandidat for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS).

- Pædofili er ikke tilladt efter den danske lovgivning og ikke accepteret i det danske samfund, skriver Steen Hommel til oppositionslederen, der er tidligere statsminister i Polen.

- Jeg er forundret over, hvordan De kan have belæg for så provokerende udtalelser, og jeg håber, at De vil give mig en forklaring på mit spørgsmål hurtigst muligt, skriver den danske ambassadør i Polen til Jaroslaw Kaczynski.

Formanden for Dansk-polsk Ungdom han kun hovedrysten til overs for Jaroslaw Kaczynskis udtalelser. Poul Dose siger:

- Det er helt uhørt, at en politiker kan sige sådan noget vrøvl om Danmark. Det er uhørt, at man kan få sig selv til at tænke, at pædofili skulle være lovligt.

Hvad er det for et blad han har sagt det til, og kan man tage det for gode varer?

- Han har sagt det i et af de mest læste ugeblade i Polen. Han roser også Danmark, men siger så, at pædofili er lovligt. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket eller hvor det skulle komme fra, siger Poul Dose.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra den danske ambassadør i Polen, Steen Hommel.

Polens tidligere statsminister, Jaroslaw Kaczynski, har tilsyneladende fået danske love galt i halsen. Og nu har han også fået den danske ambassadør på nakken

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, December 1, 2014