Udland

Modig kvinde danser mod Irans præstestyre

Irans love om hvordan kvinder skal klæde sig møder stadig modstand fra modige kvinder.

Videoen i denne artikel er optaget i metroen i Teheran, hvor en kvinde bryder to love på én gang ved at danse uden at have tildækket sit hår et offentligt sted.

Protesten er blevet lagt op på Facebooksiden My Stealthy Freedom, hvor iranske kvinder deler billeder af sig selv uden slør i protest mod landets love.

Siden administreres af den iranske journalist Masih Alinejad, der bor i London. Hun etablerede siden i begyndelsen af maj måned - og efterfølgende har over 700.000 mennesker lagt vejen forbi og klikket "synes godt om".

Videoen, hvor kvinden i metroen danser til den britiske popgruppe Little Mix, dukker op netop som det iranske styre er ved at stramme reglerne for kvinders påklædning.

Ifølge de nye regler får privatpersoner ret til at skride ind over for overtrædelser af landets love "til opretholdelse af moralen". 

Samtidig er flere iranske kvinder blevet udsat for syreangreb fordi de gik for afslørende klædt. Ifølge tv-kanalen Al Jazeera havde der været mindst otte syreangreb i begyndelsen af november.