Udland

Norge sigter unge mænd for IS-terror

To unge norske mænd er blevet sigtet for terror, skriver NRK.

Den norske efterretningstjeneste (PST) mener, at de to 23-årige mænd opholder sig i Syrien og kæmper side om side med jihadister fra Islamisk Stat (IS).

PST henvendte sig for nylig til Oslo tingrett for at få indefrosset mændenes bankkonti og valgte samtidig at sigte dem for terror.

- Retten har taget konkret stilling til, om der er grund til at mistænke dem for brud på paragraf 147a (den norske terrorparagraf). Retten har fundet, at det er der, siger politiadvokat Anne Karoline Bakken Staff til NRK.

Hvis nordmændene bliver fundet skyldig i sigtelsen, risikerer de mellem 12 og 30 års fængsel.

- Det ligger i strafferammen og tematikken, at vi ser vældig alvorligt på dette. At vi har personer, som er sigtet for dette, er vældig alvorligt, siger Anne Karoline Bakken Staff.

De to mænd er ifølge NRK blandt de jihadister, som PST frygter mest.

Begge har opholdt sig i Syrien i over et år og har åbent skrevet på sociale medier, at de er knyttet til den frygtede IS-gruppe.

Tidligere kom det frem, at en norsk-chilensk islamist har fået indefrosset sine bankværdier, og at han er sigtet efter straffelovens paragraf 147a.

Dermed er mindst tre nordmænd, som er i Syrien, nu sigtet efter de mest alvorlige dele af den norske terrorparagraf, skriver NRK.

Hvad er IS

* IS er forkortelsen for Islamiske Stat.

* Sunnimuslimske IS var tidligere en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak.

* Al-Qaeda har erklæret, at IS ikke er en del af al-Qaeda, der beskylder gruppen for at bruge for meget vold og for at være "frafalden" eller "hedninge".

* IS ledes af Abu Bakr al-Baghdadi.

* Gruppen kæmper for at oprette en sunnimuslimsk stat efter de fundamentalistiske IS-forskrifter i en del af Irak og Syrien.

* IS kæmper også i den syriske borgerkrig.

* Jessica Lewis fra tænketanken Institute for the Study of War i Washington mener, at IS er noget andet end en terrortrussel.

* - Dette er en konventionel militær fjende, som kæmper for en stat, der indebærer ødelæggelsen af Irak og Syrien, som vi kender dem. Det er ikke blot en terrortrussel, siger hun til Reuters.

Kilder: Reuters, AFP, dpa