Udland

Her er sagerne, der har skabt raceuro i USA

Det er langt fra første gang, at spørgsmålet om race sætter USA's gader i brand. Her er nogle af de meste berømte sager gennem tiderne.

Rodney King

I 1992 blev fire hvide politifolk frikendt for at have gennembanket den sorte bygningsarbejder Rodney King. Politiet jagtede året før Rodney King i en biljagt, der endte med at betjentene slog løs på ham, mens han lå på jorden.

Et øjenvidne optog en video, der gik USA og verden rundt og skabte store protester mod racediskrimination.

Frifindelsen af betjentene førte blandt andet til et voldsomt raceoprør i Los Angeles. 53 blev dræbt og over 2000 såret. Urolighederne stoppede først, da militæret blev sat ind.

En højere retsinstans afgjorde senere, at to af betjentene havde krænket Rodney Kings civile rettigheder.

41 skud

I 1999 skød og dræbte fire betjente fra New Yorks politi Amadou Diallo, en 23-årig immigrant fra Guinea.

Betjentene, der var del af en enhed, der skulle bekæmpe gadekriminalitet, affyrede 41 skud, hvoraf de 19 skud ramte Diallo, der var ubevæbnet.

De fire betjente blev anklaget for uagtsomt manddrab, men de blev alle frikendt. Dommen medførte store fredelige protester og beskyldninger om politibrutalitet og racediskrimination.

Trevon Martin

En af de seneste sager, der har igen har sat racespørgsmålet på dagsordenen er sagen om Trayvon Martin.

26. februar 2012 skød og dræbte den frivillige vagtmand, George Zimmerman en sort teenager, Trayvon Martin, der boede i det kvarter i Sanford i Florida, hvor Zimmerman holdt vagt.

Zimmermann var på en vagtrunde, da han så Trayvon Martin. De to kom op at skændes, hvorefter Zimmerman skød den sorte teenager. Trayvon Martin var ubevæbnet, og da politiet nåede frem, anholdt de Zimmerman og tog ham i varetægt. Senere løslod politiet ham med den begrundelse, at de ikke kunne bestride, at han havde følt sig truet, og at han ifølge loven i Florida har ret til at forsvare sig selv, også med dræbende våben.

Over hele USA spredte protesterne sig og der rejste sig et krav om at Zimmerman skulle retsforfølges for drab.

Den 13. juli frikendte en domstol i Sanford Zimmerman.

Obama erkender, at USA stadig har et raceproblem.

De tre sager er blot nogle få ud af en lang række sager, der viser, at debatten om racisme og diskrimination langt fra er et overstået kapitel i USA. USA's præsident, Barack Obama erkendte i nat kort efter afgørelsen i Ferguson, at amerikanerne som nation har en udfordring, og at der stadig er stor mistillid mellem politiet og den sorte befolkning.