Udland

Betjentens vidneforklaring: Brown lignede en dæmon

Du kan læse hele Darren Wilsons forklaring her (på engelsk)

Den 28-årige politibetjent Darren Wilson, der i august skød og dræbte den ubevæbnede sorte teenager Michael Brown i Ferguson, Missouri, bliver ikke tiltalt.

Det afgjorde en storjury i Missouri i nat dansk tid.

Retskredsens anklager Robert McCollouch fortalte ved et pressemøde, at storjuryen efter mere en 25 møder og 70 timers vidneudsagn ikke har fundet beviser til at rejse tiltale for hverken mord eller uagtsomt manddrab. Selv forklarede Darren Wilson til politiet, at han handlede i nødværge, fordi han følte sig truet af Michael Brown.

- Jeg prøvede at holde hans højre arm og bruge min venstre arm til at slippe ud af bilen og få noget kontrol over situationen. Da jeg greb ham, kan jeg kun beskrive det som om, at det føltes som en fem-årig, der holder fast i Hulk Hogan (amerikansk wrestler, red.), sagde Darren Wilson i retten.

- Jeg følte, at endnu et af de der slag mod mit ansigt kunne slå mig ud eller være. Han var åbenlyst større, end jeg var, og stærkere end mig. Jeg havde allerede taget to slag i ansigtet, og jeg troede, at et tredje kunne være fatalt, hvis han ramte mig rigtigt.

18-årige Michael Brown var sammen med en ven på vej hjem fra en butik, hvor han angiveligt havde stjålet nogle cigarer, da han mødte den patruljerende betjent Darren Wilson.

De nærmere detaljer er endnu ikke helt klare. Nogle øjenvidner har beskrevet drabet som en grundløs likvidering, fordi Michael Brown overgav sig og havde hænderne hævet over sit hoved. Omvendt har betjenten forklaret, at Brown angreb ham i politibilen, da Darren Wilson henvendte sig til ham. Michael Brown forsøgte ifølge betjenten at fraviste ham hans tjenestepistol, mens han slog ham flere gange i hovedet.

- Efter jeg så blodet på min hånd, kiggede jeg på ham, mens han gik lidt tilbage fra min bildør. Så kiggede han på mig og havde det mest intense, aggressive blik. Den eneste måde, jeg kan beskrive det på, er, at han lignede en dæmon. Det var så vred, han så ud, fortalte Darren Wilson i sin vidneforklaring. 

Til sidst lykkedes det ifølge betjenten at få fat på sin tjenestepistol og affyre to skud mod Michael Brown. Det ene skud ramte teenageren i armen, og der blev derfor fundet blodrester i Darren Wilsons politibil. 

Da Michael Brown løb fra stedet, satte betjenten efter ham. Ifølge betjenten vendte den sorte teenager sig pludselig om og løb tilbage mod ham. Darren Wilson affyrede derfor yderligere 10 skud mod Michael Brown. 

En TV-station i St. Louis har offentliggjort et brev på deres hjemmeside, der angiveligt er skrevet af Darren Wilson. I brevet takker betjenten sine støtter.

- Jeg vil gerne takke jer for at støtte mig i denne stressede tid. Jeres støtte er fantastisk, og det er stadig svært at tro, at så mange mennesker, jeg aldrig har mødt, gør så meget for mig, skriver han blandt andet. 

Ifølge obduktionen blev Michael Brown ramt af seks skud. To af dem ramte ham i hovedet. Han var død på stedet. 

Michael Brown-sagen dag for dag

Politibetjenten Darren Wilson slipper for at blive drabstiltalt, efter at han i august skød og dræbte den 18-årige sorte teenager Michael Brown i Ferguson.

Her er et overblik over sagen, der har ført til store raceuroligheder:

- 9. august bliver den 18-årige sorte teenager Michael Brown skudt og dræbt af den hvide politimand Darren Wilson i Ferguson, en forstad til byen St. Louis i Missouri, USA. Omstændighederne omkring drabet er uklare. Politiet forklarer, at Brown var truende, mens øjenvidner fortæller en modsat historie.

- 10. august ender et mindeoptog med plyndringer og sammenstød med politiet. Over 30 bliver anholdt.

- 11. august bruger politiet for første gang tåregas til at opløse en demonstration. 15 anholdes.

- 16. august erklærer guvernør Jay Nixon undtagelsestilstand i Ferguson-området.

- 18. august indkalder guvernøren nationalgarden til at genoprette ro og orden i Ferguson.

- 20. august begynder en storjury på arbejdet med at indhente og vurdere beviser i sagen.

- 22. august indledes en gradvis tilbagetrækning af nationalgarden.

- 24. august deltager Browns forældre i demonstration mod politiet, hvor de opfordrer til ro under begravelsen af deres søn.

- 25. august begraves Michael Brown.

- 3. september ophæves undtagelsestilstanden i Ferguson.

- 17. november bliver der igen indført undtagelsestilstand. Nationalgarden indkaldes forud for storjuryens afgørelse.

- 24. november oplyser anklager Robert McCulloch, at der ifølge juryen ikke er grundlag for at rejse tiltale mod betjent Darren Wilson.

Kilder: AFP, CNN, Reuters, USA Today.