Udland

Efter sexanklager: Nu trues Bill Cosby af massesøgsmål

En af kvinderne, der hævder at have været udsat for seksuelle overgreb af den amerikanske komiker Bill Cosby forsøger nu at samlet alle de anklagende kvinder til ét fælles stort søgsmål mod komikeren.

Det fortæller kvinden, skuespilleren Louisa Moritz, til den amerikanske sladderhjemmeside TMZ.

Den i dag 68-årige Louisa Moritz stod i sidste uge frem og fortalte, at Bill Cosby havde tvunget hende til oralsex i et omklædningsrum i forbindelse med en optræden i 'Tonight Show' i 1971.

Hun fortæller til TMZ, at hun ikke allerede er i kontakt med flere advokater i Los Angeles, og at hun har henvendt sig til de andre kvinder, der er stået frem med anklager mod den 77-årige Bill Cosby, for at samle sig om et fælles søgsmål.

Tanken er, at hvis kvinderne står samlet, vil det være sværere at påstå, at de alle sammen skulle lyve, lyder forklaringen fra Louise Moritz.

Hun fortæller, at selv hvis søgsmålet skulle blive afvist, vil det være en betydningsfuldt signal at sende, hvis kvinderne samles og står sammen.

Hjemmesiden påpeger dog to store problemer i forbindelse med hendes sag. Forældelsesfristen og det faktum, at hun ikke har fortalt nogen om de påståede overgreb, før hun stod frem i sidste uge.

Selv forklarer Louise Mortiz sig med, at hun havde lukket det forfærdelige minde ude, og først kom i tanke om det igen, da en række kvinder begyndte at stå frem.

Foreløbigt 16 kvinder anklager nu Bill COsby for sexovergreb, som ifølge beskyldningerne fandt sted i 60'erne, 70'erne og 80'erne, og 12 af kvinderne forklarer, at komikeren forinden bedøvede dem med piller.

Bill Cosby er tidligere blevet anklaget for voldtægt, men aldrig dømt. I 2006 indgik han dog et forlig med en af de kvinder, der havde anklaget ham. 

Selv afviser komikeren fortsat alle beskyldningerne.