Rumraket eksploderet ved opsendelse
En NASA raket er eksploderet ved opsendelsen. Det skriver Reuters.
Rumfartøjet skulle have fragtet 2267 kilo nye leverancer til den Internationale Rumstation, ISS, som er bemandet med seks astronauter.
Raketten, som blev opsendt fra Virginia i USA, var ubemandet.
Hvad der gik galt under starten, er endnu uvist, men rakette nåede kun at flyve i få sekunder, før den eksplodere i et flammehav, viser tv-billederne.
Orbital Sciences Corp., som er firmaet bag raketten, siger, at ingen er kommet noget til ved eksplosionen, og skaderne lader til at begrænse sig til affyringsfaciliteterne.
Raketten skulle egentlig have været sendt af sted mandag, men opsendelsen blev forsinket på grund af en båd, der sejlede ind den sikkerhedszone, som var oprettet i forbindelse med affyringen.
Raketten var lastet med mad, teknisk udstyr og en satellit, som skulle fragtes op til rumstationen.