Udland

39.000 år gammel mammut udstillet

En 39.000 år gammel mammut er tirsdag blevet udstillet i Moskva.

Den tre meter lange mammut, som døde som cirka 10-årig, blev fundet i Sibirien i 2010 af jægere, som overleverede det frosne mammut-lig til forskerne. 

Selv om der tidligere er blevet fundet mammut-skelletter er Yuka, som mammutten kaldes, det eneste eksemplar, som er blevet fundet i næsten komplet stand. På skroget ses mærker, som menes at stamme fra en primitiv form for sav. Forskerne tror altså, at Yuka meget vel kan have endt sine dage i hænderne på hulemænd i istiden.

Selv om der tidligere er blevet fundet hulemalerier af mammutter, er dette det første bevis på, at de store dyr rent faktisk blev jaget af mennesker.

Yuka lader til at være undsluppet andre rovdyr tidligere, da skelettet også har et brækket ben og andre skader, som tyder på et tidligere slagsmål. Ifølge Daniel Fisher, som er professor hos University of Michigan, kan det meget vel have været en løve, som den unge mammut har kæmpet mod.

Mammutter var omkring dobbelt så store som nutidens elefanter, og kunne veje op til otte ton.