Udland

Først faren, så broderen og nu Jeb Bush

Den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush kan – hvis han vil – blive en stærk kandidat ved det næste præsidentvalg i USA.

Og dermed vil et af stærkeste politiske dynastier i USA gøre noget, som íngen anden familie har gjort før: Nemlig at sende det tredje familiemedlem ind i Det Hvide Hus.

I går mere end antydede Jeb Bush, at han vil gøre et forsøg på at efterfølge sin far George Bush, og sin bror George W. Bush som præsident.

- Det er mere end sandsynligt at han vil stille op, sagde Jebs søn George P. Bush søndag på CBS News.

Han tog dog det forbehold, at intet er endeligt afgjort endnu:

- Jeg tror han stadig overvejer det, sagde sønnen.

Faderen George Bush var præsident fra 1989 – 1993, og familiens ældste søn George W. Bush var præsident fra 2001 – 2009. Nu mener mange tilhængere i Det Republikanske Parti, at det er familiens næstældste søn Jeb (kælenavn for John Ellis) der står for tur. Begge de tidligere præsidenter, faderen og storebroderen, har opfordret Jeb til at stille op. Hans mor, den tidligere førstedame Barbara Bush, er til gengæld modstander af ideen.

Modstanderne i Det Demokratiske Parti har allerede nu en klar favorit til det næste præsidentvalg i november 2016, nemlig Hillery Clinton fra en af landets andre store, indflydelsesrige familier.

Men hos republikanerne er der endnu ikke nogen klar favorit.  Senator Rand Paul og guvernør Chris Christie fra New Jersey er blandt favoritterne, og hvis Jeb Bush melder klart ud at han er med i kapløbet, så går han også direkte ind i favoritfeltet.

Han har dog det problem, at den radikalt højreorienterede del af partiet – den såkaldte Tea Party-bevægelse – ikke er vilde med ham, fordi de anser ham for moderat.