Kvinde er hængt i Iran trods internationale protester

Trods internationale protester har Iran hængt en 26-årig kvinde, der var dømt for at dræbe en tidligere ansat i Irans efterretningsministerium. Han havde forsøgt at voldtage hende.
Hun er blevet hængt i et fængsel i Teheran, oplyser hendes mor ifølge britiske BBC. Det bekræftes af den offentlige anklagemyndighed i Iran.
Jabbari blev hængt ved daggry, oplyser anklagemyndigheden over for nyhedsbureauet Irna.
Dømt til døden på uretfærdigt grundlag
Reyhaneh Jabbari blev i 2007 anholdt for drabet på Morteza Abdolali Sarbandi, og hun blev på et uretfærdigt grundlag dømt til døden af en domstol, mener menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.
FN har tidligere betegnet drabet på Sarbandi som en handling begået i selvforsvar, efter han havde forsøgt at voldtage Jabbari. Det er samtidig konstateret, at retssagen mod hende i 2009 var stærkt mangelfuld.
Iranske skuespillere og andre prominente samfundsborgere havde appelleret til at udsætte henrettelsen.
Ifølge FN er over 250 personer blevet henrettet i Iran siden starten af 2014.