Tyrkiet om frigivelse: ForstĂĄr godt dansk bekymring

Det tyrkiske Udenrigsministerium har nu for første gang officielt kommenteret, at Tyrkiet har frigivet den mand, der er sigtet for drabsforsøget på islam-kritikeren Lars Hedegaard i Danmark.

En talsmand for Udenrigsministeriet understreger, at regeringen ikke havde noget at gøre med den sigtedes frigivelse, som alene er blevet besluttet af retssystemet:

”Beslutningen om hans frigivelse blev ikke truffet af udøvende myndigheder, men derimod af dømmende myndigheder som led i en retslig proces", hedder det.

Talsmanden understreger, at det bestemt var meningen, at den sigtede mand skulle have været udleveret til Danmark, sådan som de danske myndigheder havde bedt om. Sagen blev imidlertid forsinket, fordi mandens advokat ankede udleveringssagen – og så endte det med, at retten satte manden på fri fod.

”De danske myndighederne har udtrykt deres bekymring over sagen på højeste niveau. Vi forstår fuldt ud de danske myndigheders holdning”, hedder det i talsmandens udtalelse.

De tyrkiske myndigheder siger samtidigt, at der ikke er noget der tyder på, at den mistænkte har forladt Tyrkiet.

Manden, der er mistænkt for drabsforsøget på Lars Hedegaard, flygtede efter drabsforsøget til udlandet. Dansk politi eftersøgte han via Interpol, og han blev senere anholdt i en tyrkisk lufthavn, hvor han forsøgte at bruge et falsk pas. Ifølge internationale aftaler, som både Danmark og Tyrkiet har tilsluttet sig, burde manden have været udleveret.

Lars Hedegaard-sagen kort:

Attentatforsøget på den dengang 70-årige Lars Hedegaard fandt sted den 5. februar 2013.

Den islamkritiske samfundsdebattør blev opsøgt i sit hjem på Frederiksberg af en ung mand, der udgav sig for at være postbud. Da Lars Hedegaard åbnede sin hoveddør, trak den unge mand en pistol og affyrede et skud, dog uden at ramme.

De to mænd kom derefter i håndgemæng, og det lykkedes ikke den unge mand at affyre flere skud, før han stak af.

Trods en ihærdig efterforskning lykkedes det ikke politiet at finde frem til gerningsmanden før mere end et år efter.

Den 27. april 2014 oplyste Københavns Politi, at en mistænkt var blevet anholdt i Tyrkiet. Der var tale om en 26-årig dansk statsborger med libanesisk baggrund. Politiet fortalte samtidigt, at man havde overvåget manden i flere måneder.

Manden blev varetægtsfængslet i Tyrkiet og meddelte skriftligt sin danske advokat, at han gerne ville udleveres til retsforfølgelse i Danmark. I stedet er han blevet sat på fri fod i Tyrkiet - ifølge en redegørelse fra Justitsministeriet muligvis i forbindelse med en fangeudveksling med terrororganisationen IS.