Tyske rockere i krig mod IS i Syrien

En gruppe tyske rockere er fulgt i fodsporene på deres hollandske motorcykel-venner og kæmper nu side om side med kurderne mod terrorbevægelsen IS i Syrien.
Det er medlemmer af rockergruppen Median Empire Motorcycle Club, der angiveligt har stærke kurdiske bånd, der nu er draget i krig. Det skriver Independent.
AZAD 1%ER, der på sin Facebook-profil står som stifter af og præsident for Median Empire Motorcycle Club, har postet billeder fra Syrien, hvor hans ”brødre” er bevæbnet med maskingeværer og klædt i veste med Median Empire-rygmærke.
De tyske rockere er som nævnt ikke de første, der er draget i krig i Syrien. Forleden kom det frem, at også hollandske rockere fra klubben No Surrender Banditos Club er rejst til Mosul i Irak for at kæmpe mod IS.
Samtidig har Tyrkiet i dag givet kurdiske soldater fra Irak lov til at krydse grænsen til Syrien, så de kan hjælpe kurderne i Kobani.
Tyrkiet har hidtil holdt grænsen lukket for soldater, der ville ind i Syrien for at støtte de kurdiske soldater, der kæmper mod IS om byen Kobani.
Men nu siger Tyrkiets udenrigsminister, at Tyrkiet hjælper de såkaldte peshmerga-styrker, der kommer fra Irak, til at komme ind til Kobani.
Meddelelsen kommer, efter amerikanske fly i nat har kastet våben og forsyninger ned til de kurdiske styrker i Kobani.