Udland

Svensk ubådsjagt: Mystisk skib skulle til Danmark

En olietanker fra Rusland har i dagevis sejlet zigzag ud for den svenske skærgård, selvom den egentlig havde kurs mod en dansk havn, og det får flere svenske aviser til at spekulere i, om fartøjet fungerer som et forsyningsskib for en beskadiget russisk ubåd.

Olietankeren havde Danmark som destination, da den forlod havnen for flere dage siden, men siden 15. oktober har skibet sejlet ud for den svenske kyst ved Stockholm.

Ifølge hjemmesiden Marine Traffic er skibet NS Concord et russisk handelsskib, men sejler under liberisk flag.

Svenska Dagbladet offentliggjorde lørdag aften den mystiske sejlaktivitet, og umiddelbart efter ændrede skibet retning til at sejle stik mod øst - altså væk fra sin danske destination. Herefter forsvandt det fra radarskærmen hos marinetraffic.com.

Det svenske forsvar har igangsat en omfattende eftersøgning i skærgården efter tegn på, at et beskadiget russisk undervandsfartøj angiveligt befinder sig i svensk farvand.

Oplysninger peger på, at det er Rusland, som står bag den fremmede undervandsaktivitet i Stockholms skærgård, skriver Svenska Dagbladet.

Hvis det viser sig at være korrekt, at en russisk ubåd er i nød, har den brug for et forsyningsskib i nærheden, og siden onsdag har det russiske handelsskib på vej mod Danmark ligget i internationalt farvand lige uden for Stockholms skærgård.

Ifølge Svenska Dagbladets kilder kan forsvaret udelukke, at der er tale om et dyr eller et naturfænomen. I stedet har nogle set "et menneskeskabt objekt" af ukendt nationalitet.

Det var angiveligt en privatperson, der satte gang i det svenske beredskab, da vedkommende tippede myndighederne om fremmed undervandsaktivitet i Stockholms skærgård, som består af mange tusinde småøer, rev og skær.

Forsvaret har ikke bekræftet mistanken om, at en fremmed ubåd er trængt ind i det svenske farvand. Under Den Kolde Krig var der gentagne gange sovjetiske ubåde i svensk farvand.

Ubådskrænkelser i Sverige

  • Det svenske forsvar satte fredag aften mange ressourcer ind til lands, til vands og i luften efter rapporter om, at der er "undervandsaktivitet" i skærgården uden for Stockholm.
  • Ubådskrænkelser af svensk territorialfarvand er indtruffet ved gentagne lejligheder under Den Kolde Krig.
  • Da en sovjetisk ubåd i 1980 blev opdaget ved Utö, der er en af de store øer i Stockholms skærgård, blev det den egentlige begyndelse på den såkaldte ubådskrise.
  • 28. oktober 1981 gik en sovjetisk ubåd U137 på grund uden for Karlskrona - en begivenhed, der gav genlyd i hele verden.
  • I oktober 1982 indledte man en ubådsjagt i Hårsfjärd i og omkring et marinebaseområde i Hårsfjärd i den sydlige del af Stockholms skærgård. Den varede et par uger og var intensiv, men nyttesløs.
  • I maj 1983 var der ubådsjagt i Sundsvall.
  • I august 1983 var der mistanke om ubåd i ved Karlskrona.
  • I februar 1984 var der mistanke om ubåd samt fremmede dykkere i karlskronaområdet.
  • I juni 1988 sprængte søværnet 22 dykbomber mod en mistænkt ubåd ved Hävringe.
  • I efteråret 1992 blev en mistænkt ubåd angrebet med torpedoer, som i stedet var tæt på at sænke den svenske korvet, som affyrede dem.
  • Der bliver i årene gjort i hundredvis af observationer, og mange klassificeres som krænkelser. Hændelserne ebbede ud i midten af 1990'erne efter Den Kolde Krigs afslutning.

/ritzau/