IS-gidsels forældre i video-bøn: Slip vores søn fri

IS truer med at slå den tidligere amerikanske soldat og nu nødhjælpsarbejder Peter Kassig ihjel. Han blev taget som gidsel sidste år i Syrien, og Peter Kassigs forældre beder nu til, at IS løslader ham. For Peter Kassig elsker ifølge sine forældre, Ed og Paula, det syriske folk og landet. Peter Kassig arbejdede i Syrien som nødhjælpsarbejder, og i en video betoner forældrene det velgørende arbejde, som sønnen har lavet i mange år:

- I en ung alder blev vores søn inspireret af sin bedstefar til at gøre humanitært arbejde. Da han så det syriske folks lidelser, tog han til Tyrkiet og grundlagde en organisation, der skulle give hjælp og assistance. Han uddannede 150 civile inden for områder, der er nødvendige for at sikre lægehjælp til Syriens befolkning. Hans organisation gav mad, forråd, tøj og medicin til de trængende. Han lærte at elske og beundre det syriske folk og følte sig hjemme i landet. Vores søns rejse kulminerede, da han tog islam til sig. Desværre blev han taget til fange og kan nu ikke fortsætte sit livsværk og tjene folket i regionen, fortæller Ed Kassig i en video.

Peter Kassigs navn blev nævnt i forbindelse med den seneste video, som IS har offentliggjort, hvor terrorgruppen angiveligt halshugger den engelske nødhjælpsarbejder Alan Henning. Men dén skæbne skal Peter Kassig ikke lide, beder forældrene om i videoen og lægger vægt på det humanitære arbejde, som familien har udført igennem generationer.

- Den drivende kraft i vores familie har altid været at tjene andre. Vores søn kommer fra to slægter, der har tjent som lærere og nødhjælpsarbejdere. Vores familie føler med alle lidende mennesker og sørger, når uskyldige mister livet. Uanset hvem der er ansvarlig, svarer vi ved at forsøge at hjælpe. Vores søn levede sit liv med det samme humanitære kald, da han blev taget til fange, fortæller Ed Kassig i videoen.

Peter Kassigs forældre ansporer samtidig USA's regering til at stoppe offensiven:

Vi ved, at syrerne lider, men vi tror ikke, at vold er løsningen på de problemer, som vi alle er tynget af. Der er så meget, som vi ikke har kontrol over. Vi har bedt vores regering ændre adfærd, men ligesom vores søn har vi ikke mere indflydelse på USA’s regering, end I har på morgengryets komme. Vi bønfalder gidseltagerne om at vise nåde og bruge deres magt til at slippe vores søn fri, siger Ed Kassig.

Siden august har IS offentliggjort fem videoer, der viser halshugninger af tilfangetagne gidsler.