Udland

Verdens største passagerfly flyver verdens længste flyrute

En Airbus A380-jumbojet fra flyselskabet Qantas landede mandag i den amerikanske by Dallas, Texas, efter at have fløjet helt fra Sydney i Australien.

Qantas sætter permanent A380-fly på ruten mellem Dallas og Sydney, og dermed kommer verdens største passagerfly nu til at flyve verdens længste kommercielle flyrute.

Det skriver nyhedsbureaet Reuters, som tilføjer, at den lange tur i luften er på 13.800 kilometer og varer 16 timer.

Den store jumbojet blev modtaget i Dallas-Fort Worth-lufthavnen med den traditionelle vandkanon-”honnør”, før den lagde til ved en af lufthavnens terminaler.

Se video derfra i playeren øverst i artiklen.

Airbus begyndte på udviklingen af A380 i 2000, og det første fly var på vingerne i 2005.

Flyet har plads til mindst 525 passagerer, men kan rumme op til 800 afhængig af, hvordan kabinerne indrettes.

Qatar Airways fik i forrige uge sit første A380-fly, og det fejrede selskabet ved at offentliggøre videoer, hvor man på få minutter ser produktionsforløbet op til leveringen af flyet.

Du kan se denne timelapse af, hvordan A380-flyet bygget herunder:

A380-flyet

  • Flyproducenten Airbus begyndte på udviklingen af A380 i 2000.
  • Det første A380-fly var på vingerne i 2005.
  • Der er i alt 12 flyselskaber i verden med et A380 i sin flyflåde.
  • A380 er verdens største passagerfly med plads til mindst 525 passagerer.
  • Det kan rumme op til 855 passagerer afhængig af, hvordan kabinerne indrettes.
  • KILDE: Reuters/Den Store Danske, Gyldendal.