Første ebola-tilfælde fundet i USA - men ingen fare for en epidemi
Det første tilfælde af ebola, diagnostiseret i USA, er nu bekræftet.
Men de amerikanske sundhedsmyndigheder siger, at der ikke er risiko for, at der udbryder en ebola-epidemi i USA.
Den smittede er en mandlig patient, der mandag lokal tid blev indlagt på Texas Presbyterian Hospital i Dallas, hvor han nu bliver behandlet på en intensiv-afdeling.
Manden kom hjem fra Liberia den 20. september uden at være syg, men opsøgte sin egen læge seks dage senere. Baseret på patientens symptomer og det faktum, at patienten for nylig er kommet hjem fra Liberia, blev vedkommende indlagt under streng isolation under mistanken for at være smittet med den frygtede blødningsfeber.
- Der har tidligere været to tilfælde i USA med sundhedspersonale, der var blevet syge, mens de arbejdede med at bekæmpe sygdommen i Afrika. Begge er blevet helbredt. Dette er det første tilfælde, hvor sygdommen har udviklet sig og er blevet diagnosticeret i USA, fortæller TV2's korrespondent Jesper Steinmetz.
Tilfældet er officielt bekræftet af det amerikanske folkesundhedsinstitut Center for Disease Control and Prevention (CDC).
- Lige nu er et hold læger på vej fra Atlanta til Dallas for at behandle patienten, men også for at kortlægge, hvem han kan have været i kontakt med. Det er de samme læger, der tidligere har behandlet – og kureret – de to amerikanske læger, der tidligere er blevet smittet med ebola. Myndighederne mener, at der er en risiko for, at mennesker, som patienten har været i direkte, fysisk kontakt med, kan være blevet smittet. Men de afviser, at der er risiko for, at det kan udvikle sig til en større epidemi, fortæller TV 2s korrespondent i Washington, Jesper Steinmetz.
Blandt andet har byen Dallas placeret alle de ambulanceførere og sundhedspersonel, der fra stareten tog sig af manden, i isolation, fortæller en talsmand for borgmesteren til CNN.
Ebola smitter hovedsageligt fra kropsvæsker fra terminale patienter i den terminale fase og fra lig.
Det er første gang, et tilfælde af ebola er blevet opdaget i USA. Det er dog ikke første gang, ebola-smittede opholder sig i landet. I alt er fire personer tidligere blevet behandlet for sygdommen i USA på hospitaler i Georgia, Atlanta og Nebraska. De er alle blevet diagnosticeret i Afrika og derefter bragt hjem til USA til behandling.
CDC oplyser, at siden 27. juli er 12 andre personer i USA blevet testet for ebola. Alle disse prøver har været negative.
Ebola har kostet flere end 3000 mennesker livet i Vestafrika. Hårdest ramt er Liberia, Sierra Leone og Guinea, men også i Afrikas mest folkerige land, Nigeria, er sygdommen dukket op. I Nigeria tyder det dog på, at myndighederne er ved at få kontrol over situationen. Men i Liberia, Sierra Leone og Guinea har det vist sig langt vanskeligere at inddæmme ebola.