Landsby erklærer uafhængighed: Vi er ikke spaniere

I den lille landsby Sant Pere de Torello -  en times kørsel fra Barcelona - har indbyggerne med borgmesteren i spidsen erklæret sig uafhængige af Span

I den lille landsby Sant Pere de Torello -  en times kørsel fra Barcelona - har indbyggerne med borgmesteren i spidsen erklæret sig uafhængige af Spanien. De føler sig undertrykt af den spanske centralregering i Madrid og vil i stedet have lov til at danne en selvstændig catalansk nation med Barcelona som hovedstad.

TV 2 Nyhederne møder en gruppe fra byen i den lokale gymnastiksal. Her mødes de for at øve den traditionelle dans, Baile de gigantes. En af dem er 42-årige Griselda Castells.

- Ligesom danskerne ikke føler sig som tyskere eller svenskere, føler vi katalanere os ikke som spaniere. Folk tror at alt hernede er tyrefægtning og flamingo-dans. Men det har altså intet med Catalonien at gøre, forklarer Castells, hvis familie har boet i Catalonien i generationer.

Og den 52-årige Marti Crous i Serra nikker. Han står svedende ved siden af og lytter til vores samtale. Han er en af dem, der bærer de gigantiske dukker, som nemt kan veje omkring 40 kg.

- Spanierne respekterer ikke os katalanere. De prøver hele tiden at fortrænge vores sprog og kultur. Og nu er det nok, lyder det fra Corus i Serra, der hentyder til, at den lokale regering i Barcelona har lovet, at man vil gennemføre en afstemning til november, hvor katalanerne får lov til at stemme om, hvorvidt de vil gøre sig uafhængige af Spanien. Noget den spanske regering med det samme har erklæret er imod den spanske forfatning.

Foreløbig har den lokale præsident, Artur Mas, erklæret, at centralregeringen i Madrid ikke kan forhindre en folkeafstemning, og at katalanerne fortsætter med at forberede afstemningen, der er sat til at foregå den 9. november.

Hvad vil uafhængighedsbevægelsen i Catalonien?

Den ønsker at blive uafhængig af Spanien og skabe en selvstændig nation – gerne integreret i EU.

Hvor mange ønsker selvstændighed?

For 15 år siden var det omkring 8-10 procent, der ønskede uafhængighed. Men de senere år er det tal vokset, og nogle meningsmålinger viser, at omkring halvdelen af indbyggerne Catalonien ønsker uafhængighed.

Har Catalonien været selvstændigt?

Catalonien mistede i 1714 sin uafhængighed fra Spanien efter krigen om den spanske arvefølge. I 1931 erklærede regionen sig igen uafhængig af Spanien, men efter at general Francisco Franco vandt den spanske borgerkrig i 1939 blev uafhængigheden suspenderet, og siden har Catalonien været en af de 17 autonomier i Spanien, med blandt andet eget lokalt parlament og lokalt politi.

Fakta:

Catalonien dækker et areal på 32.107 km2 – lidt mere end Belgien.

Der bor 7,4 millioner indbygger i Catalonien – næsten som i Østrig

Officielle sprog: Spansk og catalansk

Kilde: Den catalanske regering