Udland

Mand dræbt af haj ved populær turiststrand

En mand er blevet dræbt af et hajangreb i Australien. Det er sket ved det populære badeområde Byron Bay i New South Wales. Det skriver Sydney Morning Herald. Det var på stranden, Clarck Beach, at han blev angrebet, og en talskvinde fra New South Wales redningshold siger, at der blev udført førstehjælp til manden, men at han havde fået et "meget alvorligt bid i benet".

Manden stod ikke til at redde og blev allerede erklæret død på stranden. Politiet har bekræftet overfor mediet, at manden blev bidt i vandet af noget, der højest sandsynligt er en haj.

Mediet fortæller om, hvordan vidner på stranden fik trukket manden ind på land men opdagede, at han manglede et ben. Mediet beskriver desuden via unavngivne kilder, at der var tale om en surfer, og der forud for angrebet ikke havde været nogen hajalarm på stranden.

Vidner så desuden kort tid efter en haj nær det sted, hvor manden blev bidt.

Syl Reid er fra en svømmeklub i Byron Bay, og han forklarer, at det er et meget populært svømmested, hvor manden er blevet bidt.

- Der er vel mellem 20 og 30 folk ude der de fleste dage, og i weekenderne er der flere. Det er populært. Mange folk svømmer derud for at snorkle, siger han til avisen.

Tidligere på året har en politisk beslutning omkring hajangreb vakt stor kritik. For at komme hajerne til livs har man arbejdet for at udrense hajerne, og det er noget, der i løbet af året er blevet mødt med demonstrationer.

Se SKY NEWS' optagelser fra Byron Bay af den måske 'skyldige' haj øverst i artiklen.