Udland

USA-ekspert: Obama må besvare hån med flere bomber

Den amerikanske præsident Barack Obama har kun en mulighed for at reagere over for den seneste henrettelsesvideo fra Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Og det er at begynde at bombe IS i Syrien, ligesom USA i de seneste uger har bombet IS i Irak.

Det vurderer Berlingskes USA-korrespondent Kristian Mouritzen overfor TV 2.

- Den amerikanske præsident bliver udsat for hån. Det går ind hos amerikanerne, fordi de netop har fået at vide af regeringen, at IS er en af de mest forfærdelige terrororganisationer. På den baggrund forventer amerikanerne, at præsidenten tager stilling til, hvordan han vil forholde sig til IS fremover.  Bombardementerne i Irak er ikke nok, de er nød til at fortsætte det her også i Syrien, siger Kristian Mouritzen.

På henrettelsesvideoen henvender den maskerede bøddel sig direkte til præsident Obama og siger, at henrettelsen er svar på de amerikanske bombardementer af IS i Irak.

- Det er en hån, og det ophidser amerikanerne. De mener præsidenten skulle være kommet med nogle mere klare udmeldinger, allerede da det første amerikanske gidsel blev henrettet, siger Kristian Mouritzen.