Udland

Israel advarer: Vi straffer brud på våbenhvile hårdt

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, varsler hårde straffe ved ethvert brud på den permanente våbenhvile, der tirsdag blev indgået efter 50 dages konflikt i Gazastriben.

- Vi vil end ikke tolerere en lille smule raketild mod noget område af Israel. Vi vil svare igen med endnu større kraft end før, siger han på et pressemøde ifølge Reuters.

Premierministeren slår fast, at Hamas-bevægelsen ikke kom igennem med sine krav i aftalen om en permanent våbenhvile.

- Hamas blev hårdt ramt og fik ikke nogle af sine krav igennem, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Netanyahu fortæller, at Hamas blandt andet ønskede en havn og en lufthavn i Gaza, frigivelsen af palæstinensiske fanger samt løn til sine medarbejdere.

- Men de fik ikke noget, lyder det fra premierministeren.

Netanyahu er blevet stærkt kritiseret i Israel for den dyre konflikt, der ikke havde nogen klar sejrherre.