Udland

Passagerfly tvunget til jorden i Manchester: Mand truede med bombe

Et passagerfly er af britiske jagerfly blevet eskorteret til landing i lufthavnen i Manchester, efter at piloterne har slået alarm over en "mistænkelig genstand" om bord.

- Vi ved ikke, om truslen er ægte, men det er helt nødvendigt, at vi håndterer det som en nødsituation, siger John O'Hare fra politiet i Manchester ifølge BBC. Billeder fra lufthavnen viser politifolk eskortere en mand ned af trappen til lufthavnen. Ifølge BBC skal manden have fremsat en mundtlig bombe-trussel ombord på flyet, og politiet bekræfter at en mand er blevet anholdt for at have fremsat en bombetrussel.

Flere passagerer ombord på flyet så episoden, og en af dem, Mathhew Cox, filmede anholdelsen af manden.

- Politiet kom om bord, de fandt manden og de undersøgte ham og så eskorterede de ham af flyet. Det skete et kvarter efter flyet var landet, fortæller Matthew Cox til BBC. En anden passager fortæller, at der var nogle, der gik i panik ombord.

- Men passagererne tog det stort set roligt, siger Josh Hartley til BBC News.

Flyet fra Qatar Air Lines fløj fra Qatars hovedstad Doha. Flyet var en Airbus A330-30, det havde 269 passagerer og 13 ansatte fra Qatar Airways ombord. Udenrigsministeriet har bekræftet over BBC, at det fik ledsagelse til lufthavnen i Manchester af et Typhoon jagerfly fra RAF Coningsby i Lincolnshire.

Lufthavnen i Manchester i det nordlige England håndterer hvert år cirka 20 mio. passagerer.