Udland

Forskere forundres: To nye kæmpehuller fundet i Sibirien

Der er stadig ikke kommet klarhed over, helt præcist hvad der er årsag til de store huller, der er blevet fundet på Jamal-halvøen i Sibirien, og nu er der blevet fundet yderligere to kæmpehuller i permafrosten i Rusland, skriver Siberian Times.

Lokale hyrder har opdaget endnu to huller, der minder om de gigantiske krater-lignende huller, som blev fundet i samme område i midten af juli.

De nye huller er mellem 60 og 100 meter dybe – og de er mere end fire meter i diameter, skriver den russiske avis.

Eksperter, heriblandt geologer, miljøforskere og historikere, kan ikke endegyldigt forklare, hvorfor hullerne opstår, og fundet af yderligere huller i jorden efterlader endnu en gang videnskabsfolkene forundret.

- Det ligner ikke, at det er menneskeskabt, men omvendt ligner det heller ikke noget, som naturen har skabt, lyder det fra et forskerhold, der de seneste uger har undersøgt terrænet.

Blandt de mulige teorier er ifølge den russiske avis meteornedslag, missiler, drengestreger og gaseksplosioner, der kan have forårsaget det tragt-lignende hul i jorden. Et par hundrede kilometer fra kæmpehullerne ligger et gaskraftværk.

Marina Leibman fra Earth Cryosphere Institute understreger vigtigheden af at få undersøgt årsagen bag de mystiske huller i Sibirien.

- Jeg har hørt om den anden ’tragt’ på Jamal-halvøen, og jeg har set billederne. Vi er uden tvivl nødt til at undersøge og studere sådan nogle formationer. Det er nødvendigt for at være i stand til at forudsige, hvor de opstår, siger hun. 

I de to videoer i denne artikel kan du se forskellige optagelser af de huller, der er blevet fundet i Sibirien i juli 2014. Du kan se på kortet nedenunder, hvor de gigantiske huller er fundet