Udland

Hillary Clinton om sin mand: Bill blev misbrugt af sin mor

Hillary Clinton beskyldte i et interview under Monica Lewinsky-skandalen sin svigermor Virginia Kelly for at have sex-misbrugt sin søn, USA's tidligere præsident Bill Clinton.

Det fremgår ifølge avisen Daly Mail af en bog, der udkommer i næste måned, "Timeless: Love, Morgenthau & Me" af den prisbelønnede amerikanske journalist Lucinda Franks. Bogen er blot en af de mange bøger, der i disse måneder udkommer, som direkte eller inddirekte handler om Hillary Clinton, der forventes at stille op til det amerikanske præsident-valg i 2016.

Lucinda Franks bog er blandt andet baseret på et interview, hun i 1999 - mens Monica Lewinsky-affæren var på sit højeste - lavede med Hillary Clinton. Dengang ønskede hun ikke selv at bruge udtalelserne i interviewet.

I interviewet anklager Hillary Clinton sin svigermor Virginia Kelly for at have gjort så stor psykisk skade på sin søn med sit misbrug, at det endte med han havde en affære med Monica Lewinsky.

- Når en mor gør, hvad hun gjorde, så påvirker det en for altid. Jeg vil ikke uddybe det men sige, at når det går sker for et barn, så giver det ar. Du bliver ved med at lede alle de forkerte steder efter den forælder, som misbrugte dig.