Kaos i Ukraine: Chokeret journalist får dræbt hollænders pung

Verdens øjne er rettet mod Ukraine og vragresterne af det malaysiske fly MH17, som man mener er blevet skudt ned af oprørernes missiler.  Men adgange

Verdens øjne er rettet mod Ukraine og vragresterne af det malaysiske fly MH17, som man mener er blevet skudt ned af oprørernes missiler. 

Men adgangen til området er begrænset. Og mens de internationale eksperter ikke kan komme frem, borgere i de berørte lande sørger og verdenssamfundets ledere forsøger at lægge pres på Putin, så vrimler det med separatister og journalister i det mange kvadratkilometer store ulykkesområde, hvor lig og vrag ligger spredt.

Chokeret journalist
Det har skabt helt nye situationer og historier i fortællingen om de 298 passageres skæbne. Og journalisterne får i flere tilfælde frit spil i jagten på den gode historie i tragedien. Andre gange kommer realiteternes kaos bag på journalisterne Således endte en reportagetur til området chokerende for BBCs journalist Natalia Antelava.

Her kom en af de lokale frivillige på ulykkesstedet pludselig hen til hende med et pas og en tegnebog med id-kort og kreditkort fra en af de omkomne.Herefter bad han journalisten om at give pas og tegnebog til "de rette mennesker".

- Oh gud, det er faktisk så forfærdeligt. Det er en hollandsk statsborger, sagde den britiske BBC-journalist tøvende, da hun fik stukket papirerne i hånden af den lokale og tjekker indholdet.

- Det viser, hvor dårligt det hele er organiseret. De ved ikke, hvem de skal give den slags til. Og det er afgørende informationer, som bør være en del af efterforskningen og alligevel er her ingen til at foretage efterforskningen.

Tidligere har flere medier beskrevet, hvordan lokale, som var blandt de først på ulykkesstedet, har begået ligskænderi og er gået på rov i vragresterne efter bl.a. kreditkort. Det har fået hollandske banker til at holde ekstra øje med transaktioner på de afdødes konti.

Gennemrodede afdøds kuffert
Søndag var det en anden britisk journalist, denne gang fra Sky News, som gik på opdagelse i vragresterne. Her chokerede reporteren Colin Brazie, da han havde fundet en kuffert med fra en af de dræbte passagere på flyet. På direkte TV begyndte journalisten at gennemrode kufferten og viste bl.a. personlige ejendele og et sæt nøgler frem, mens han samtidig sagde "Vi burde ikke gøre det her".

Sky News har siden undskyldt for episoden, som har fået seere overalt i verden til at rase over manglen på respekt for de afdøde.

Kropsdele spredt
MH17 blev skudt ned torsdag og alle de 298 passagere ombord på flyet omkom. Man har indtil videre fundet omkring 200 af ligene, men samtidig rapporterer et udvalg fra Kijev, at mindst 86 kropsdele er fundet spredt rundt omkring.

Søndag ankom flere tog med kølevogne til stedet og de første lig blev placeret i dem. Men siden kom togene ikke videre og vognene sidder fast på stationen i Tores. I Kijev beskylder man prorussiske separatister for at hindre arbejdet.

I mellemtiden forsøger Holland at få egne eksperter til området for at identificere deres statsborgere, der udgjorde størstedelen af passagerne, og bringe dem hjem.