Udland

Hel by i sorg over Robert-Jan og Frederique

Hollland er en nation i sorg efter MH17-katastrofen i torsdags, og i Utrecht-forstaden Vleuten med kun cirka 7000 indbyggere er folk hårdt ramt. Søskendeparret Robert -Jan og Frederique van Zijtveld, deres bedsteforældre og en af deres venner, mistede livet ved MH17's styrt.

Søndag aften var TV2 Nyhederne med, da indbyggerne i byen arrangerede aftenvandring til Robert-Jan og Federiques forældres hus i Vleuten for at markere sorgen og ære mindet efter søskendeparret, deres ven Robin Hemelrijk, og deres bedsteforældre.

Robert-Jan, Frederique og Robin havde netop bestået eksamen, og de skulle på ferie til Kuala Lumpur med deres bedsteforældre, som havde givet dem ferien i eksamensgave. Men flykatastrofen satte en brat stopper for de planer.

- Jeg har aldrig kendt nogen som hende. Hun var skør, glad og elskede at snakke, siger en af Frederiques veninder, Lot Sophie Ejdixhoeven til TV2 Nyhederne.

- Jeg føler ingen ting, kun tomhed. Vi havde mange ideer og planer, som aldrig bliver til noget nu, siger en anden veninde, Nadine el Hassan til TV2 Nyhederne.

Med fakler og blomster bevægede de mange sørgende sig gennem byen på aftenvandringen til forældrenes hus.