40.000 soldater ekstra indkaldt: - Det er dramatisk
Israels forsvarsminister advarer om, at den militære operation mod Hamas i Gazastriben, kan blive langvarig.
Israels parlament har givet landets militær grønt lys til at indkalde 40.000 soldater af reserven forud for en mulig landoperation i Gazastriben, skriver israelske medier. De ekstra styrker skal erstatte soldater på andre fronter, der skal deltage i en eventuel invasion.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen er overbevist om, at Israel udvider angrebene mod Hamas og Gaza i form af en egentlig militær invasion i løbet af de næste døgn.
- Og det bliver dramatisk, siger Søren Espersen til tv2.dk.
Landets militær har allerede iværksat en luftoperation i Gaza med over 150 angreb på mål i Gaza. Mindst 12 personer meldes dræbt i angrebene, herunder flere ledende personer fra Hamas, der sidder på magten i Gaza.
Operationens formål er at stoppe de mange raketangreb, som Hamas indtil nu har sendt ind i Israel. Ifølge israelsk militær har Hamas siden midnat sendt 130 raketter ind i det sydlige Israel. Israel har svaret igen med angreb på "terrorrelaterede mål" i Gaza.
Israels forsvarsminister Moshe Yaalon advarer om, at operationen i Gazastriben kan blive langvarig.
- Vi er ved at forberede en aktion mod Hamas, der ikke kun vil vare et par dage, siger han i en udtalelse efter at have holdt møde med sit sikkerhedskabinet. Han tilføjer, at Hamas vil "komme til at betale en høj pris.
- Vi vil ikke tolerere raketangreb på israelske byer, og vi er klar til at udvide operationen med alt, hvad vi har til rådighed for at ramme Hamas, siger Moshe Yaalon ifølge AFP.
Konflikten mellem Israel og Hamas er blevet optrappet siden bortførelsen og drabene på tre jødiske teenagere og et efterfølgende drab på en palæstinensisk teenager.
Vækker bekymring i Danmark
Udenrigsordførere i Danmark er bekymrede over optrapningen af konflikten mellem Israel og Hamas.
- Situationen har udviklet sig forfærdeligt, og begge parter spiller med musklerne” – sådan siger enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl efter at Hamas i dag har erklæret, at alle israelere nu er mål for palæstinensiske angreb. Kort efter svarede Israel igen med at indkalde 40.000 soldater af reserven forud for en eventuel landoperation i Gazastriben.
Eskalerende konflikt
Søren Espersen mener, at ”Israel er i sin gode ret til at forsvare sig.
- Jeg har stor forståelse for, at Israel ikke længere vil finde sig i de mange raket-angreb fra Hamas mod israelske byer, siger Søren Espersen.
Christian Juhl har forståelse for, at palæstinenserne forsvarer sig men opfordrer først og fremmest til, at FN hurtigst muligt kommer på banen. ”Kun FN og derigennem USA kan stoppe den eskalerende konflikt, men jeg tvivler på, at Amerikanerne har lyst til at involvere sig”, siger Christian Juhl fra Enhedslisten.
Udenrigsminister Martin Lidegaard, Rad.V., holder ferie og er ikke at træffe for en kommentar.
- Vi kan sagtens være på mod et nyt palæstinensisk oprør. En tredje intifada. Man skal passe på med at sige, at den næste intifada bliver det samme som de foregående – eller at den starter på samme måde, fortæller TV 2's korrespondet Steffen Jensen, der igår tilføjede:
- Vi har set flittig brug af internettet og sociale medier denne gang. Måske vil vi opleve, at den næste intifada bliver udkæmpet på internettet.