Udland

Kampe spreder sig efter drab på palæstinensisk dreng

Drabet på en palæstinensisk teenager, som ifølge obduktionen blev brændt levende, har udløst kampe flere steder i Israel.

Efter begravelsen fredag, hvor tusindvis af palæstinensere deltog, har kampe hærget Østjerusalem, og lørdag har urolighederne spredt sig til flere andre byer.

Byerne Taibe, Jaljulia, Qalansuwa, Umm el-Fahm, Arara og Nazareth har dagen igennem været ramt af urolighederne, beretter nyhedsbureauet AFP. Samtidig har militante fra Gaza-striben affyret raketter mod det sydlige Israel, hvor en enkelt soldat er såret, men uden for livsfare.

Derefter angreb israelske militærfly tre steder i det sydlige Gaza, meddeler kilder fra begge sider.

Det israelske politi meddeler, at en betjent er blevet såret, da han blev ramt af en sten nær byen Arara. Samtidig fortæller politiet, at 24 arabiske israelere er blevet anholdt i de seneste kampe.

En af de anholdte i Jerusalem er Tariq Abu Khudair, en 15-årig fætter til den 16-årige Mohammed Abu Khudair, som palæstinenserne beskylder jødiske ekstremister for at have dræbt som hævn for drabet på tre israelske teenagere.

Den 15-årige Tariq Abu Khudair blev ifølge sine forældre først tævet og derefter anholdt af det israelske politi lørdag eftermiddag.

I forbindelse med fredagens begravelse af Mohammed Abu Khudair udbrød der gadekampe i Østjerusalem mellem palæstinensere og israelsk politi.

Med slagord som "med vort blod og vor ånd skal vi ofre til martyren" bar sørgende det indhyllede lig af den 16-årige gennem hans bydel Shuafat, mens en stor folkemængde vinkede med flag i de smalle gader. Han blev stedt til hvile på en lokal kirkegård.

Israel har fordømt drabet på den unge palæstinenser og lovet, at de skyldige vil blive fundet og straffet.