Udland

Irak får nu kampfly fra Rusland

Iraks trængte regeringshær har modtaget de første fem kampfly fra Rusland.

Ifølge Iraks Forsvarsministerium vil de være klar til at blive sat ind i kampen mod den islamiske oprørsbevægelse ISIS ”i løbet af tre-fire dage”.

- Vi har hårdt brug for den type fly i den her vanskelige tid, siger Anwar Hama Amin, der er general i det irakiske flyvevåben.

De fem brugte SU-25 kampfly er blot de første fly, der er på vej fra Rusland og Hviderusland. Iraks premierminister Nouri al-Maliki fortalte i sidste uge den britiske TV-station BBC, at Irak har tegnet kontrakt med de to lande om at levere kampfly for et beløb, der svarer til tre milliarder dansker kroner. Ifølge det russiske nyhedsbureau Lenta er seks andre kampfly af den nyere type SU-30 allerede sendt til af sted til Irak.

Det er blot det seneste eksempel på, at hjælp udefra er begyndt at ankomme til Irak – samtidigt med, at Iraks regeringshær nu kan prale af den første fremgang på slagsmarken. Ifølge den irakiske regering er det lykkedes at generobre byen Tikrit nord for Bagdad fra de sunnimuslimske oprørere i ISIS.

Oprørerne afviser dog, at de har mistet kontrollen med byen, selv om de bekræfter, at der lørdag var svære kampe i byen, der er kendt som den tidligere sunnimuslimske diktator Saaddam Husseins hjemby og tidligere magtbase.

USA har sendt 300 militære specialister og bevæbnede droner til Irak, men det er uklart hvilken rolle de amerikanske militærfolk spiller. Irakiske regeringskilder siger til BBC, at de amerikanske militæreksperter var aktive rådgivere i angrebet på Tikrit. Det afviser den amerikanske regering til gengæld.

En anden tæt allieret af den irakiske regering, nabolandet Iran, er også klar til at yde militær bistand. I første omgang taler iranerne om rådgivning af irakere.

- Iran er klar til at rådgive den irakiske regering om vores succesfulde erfaringer med omfattende, folkelig forsvarskrig. Den samme vinder-strategi, som er blevet brugt i Syrien til at bringe terroristerne i defensiven. Den samme strategi med at mobilisere alle etniske grupper tager nu form i Irak, siger en meget højtstående iransk militærmand, brigadegeneral Massoud Jazayeri til iransk TV.

Iran har samtidigt gjort det klart, at hvis de vigtige shiamuslimske helligdomme i Irak kommer i fare for at blive erobret af de sunnimuslimske oprørere, så vil Iran gribe ind med direkte militærmagt.

Steffen Jensen om Isis

Isis er en ekstremt yderligtgående, militant sunni-muslimsk gruppe, der ønsker at skabe et islamisk khalifat i Irak og Syrien. Gruppen er vokset ud af en række andre militante jihadistiske grupper, som eksisterede i Irak under Irak-krigen, blandt andet den, der blev ledet af Abu Musab al-Zakawi, der blev berygtet for sin blodige og brutale terrorisme.

Gruppen erklærede sig allerede i al-Zakawi’s dage som en irakisk aflægger af Al-Qaeda. Men gruppens ualmindeligt rå og brutale fremfærd fik allerede den gang Osama Bin Laden til at bede al-Zakawi om at dæmpe sig lidt ned, hvilket han ikke adlød.

Det samme er tilfældet nu, hvor Bin Ladens efterfølger som Al Qaeda’s leder, egypteren Aiman al-Zawahiry, har bedt ISIS’ leder Abu Bakr al-Baghdadi om at indstille kampene i Syrien med Al Nusra-fronten, som også har forbindelse til Al Qaeda – og i stedet koncentrere sig om Irak. Det har al-Baghdadi nægtet, og dermed har han vist sin uafhængighed af Al Qaeda.