Udland

Danmark giver millioner til irakiske flygtninge

På blot to dage er en halv million irakere flygtet fra deres hjem i Iraks næststørste by, Mosul - drevet på flugt af den militante islamistiske gruppe, Isil, der har iværksat en bølge af angreb på flere byer i det uroplagede land.

Dermed er antallet af irakere, der er flygtninge i deres eget land, steget til en million. Derfor sender Danmark nu 20 millioner kroner i akut nødhjælp til de internt fordrevne irakere.

- De militante islamisters brutale fremfærd er meget skræmmende og uset i Irak i de seneste 25 år. Vi er nødt til at reagere hurtigt på behovene for nødhjælp. Der er på kort tid tale om en million mennesker på flugt i deres eget land, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

- Derfor har jeg besluttet at yde 20 millioner kroner i en ekstraordinær bevilling, så FN hurtigt kan etablere modtagelsescentre og lejre til de internt fordrevne og uddele akut fødevarebistand til nødlidende familier.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrede onsdag aften endnu engang det internationale samfund til at støtte det kriseramte Irak.

- Generalsekretæren opfordrer til at vise solidaritet med Irak, som lige nu står over for en meget alvorlig sikkerhedsudfordring, sagde hans talsperson til nyhedsbureauet AFP.

De danske millioner fordeles ligeligt mellem FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Verdensfødevareprogrammet (WFP). Ifølge WFP mangler knap fire ud af fem af de internt fordrevne mad.

Allerede i maj - før den seneste udvikling - fremhævede EU-Kommissionen, at det internationale samfund ikke bidrager med nok millioner til at kunne opretholde det livreddende humanitære arbejde i Irak.

Den sunnimuslimske gruppe Isil, der står bag angrebene storbyen Mosul og en række andre irakiske byer, fører væbnet kamp med det formål at danne en ny muslimsk stat.