Udland

VIDEO: Pige skambidt af pitbulls og reddet på dramatisk vis

Seksårige Zainabou Drame blev onsdag angrebet af to pitbullterriere uden for sit hjem i Cincinatti, USA, og pigens mor måtte have hjælp fra politiet til at stoppe angrebet, der fik ulykkelige følger for pigen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der med politiets overvågningsvideo fra politibilerne viser, hvordan betjentene på dramatisk vis redder Zainabou Drame, da de ankommer til stedet og skyder de to pitbullterriere.

Inden da havde hendes mor ved hjælp af et baseball-bat forsøgt at slå og fjerne hundene fra pigen, der ifølge USA Today var ude og lege med nogle kammerater fra kvarteret, da pitbullterrierne angreb hende.

Gina Tyus, Zainabous tante, fortæller til USA Today, at hendes nieces skader efter angrebet er ’grusomme’:

- Hundene bed næsten hendes kæbe af, siger Gina Tyus, der også fortæller, at det meste af pigens tunge var blevet bidt af, og at hun desuden måtte syes ved det ene øjne.

Zainabou Drames tilstand på det børnehospital, hvor hun blev bragt efter episoden, er nu stabil. Men hun står foran store operationer, og hendes familie fortæller, at hun muligvis aldrig kommer til at tale på normal vis igen.

Ejeren af de to pitbullterriere er ifølge Reuters efterfølgende blevet arresteret.

I videoen øverst kan du se optagelserne fra politibilerne og høre opkaldet til politiet.

Pitbull-racen den farligste for mennesker

  • Ifølge Humane Society, der kæmper for dyrenes beskyttelse, står pitbull-racen for langt de fleste dødelige angreb i USA.
  • Det drejer sig ifølge organisationen om ikke færre end 62 procent i perioden 2005-2013.
  • Rottweileren er nummer to på denne liste med 11 procent.