Udland

EU-kritiske Ukip på vej mod toppen i Storbritannien

Anti-EU-partiet Ukip i Storbritannien får stor fremgang. Aldrig før set i britisk historie, siger Nigel Farage

Det britiske EU-modstanderparti United Kingdom Independence Party (Ukip) med den farverige formand Nigel Farage går kraftigt frem og kan se ud til at blive det største britiske parti i EU-Parlamentet.

- Ukip vinder dette valg og ja, det bliver et jordskælv, fordi aldrig før i britisk politiks historie har et parti, der ses som et oprørsparti, toppet i meningsmålingerne i et nationalt valg, siger Nigel Farage.

Hans parti, der vil have Storbritannien ud af EU, fører valget med 12 pladser i EU-Parlamentet, efter at halvdelen af regionerne har offentliggjort resultatet.

Farage siger, at fremkomsten af anti-EU-partier på tværs af EU vil ryste indenrigspolitikken.

De foreløbige resultater viser, at premierminister David Camerons konservative parti kommer ind på en andenplads i valget med ni sæder i parlamentet, mens arbejderpartiet Labour står til at få otte pladser i EU-Parlamentet.

Står Ukip som den endelig vinder, er det første gang, at det ikke er de konservative eller Labour, der står som den store vinder.

Valget blev afholdt i Storbritannien torsdag, men ifølge EU-reglerne må landene ikke udgive resultaterne, før alle har stemt.

De sidste valgsteder lukkede i Italien klokken 23, og derefter begyndte resultaterne for medlemslandene at tikke ind.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters går Ukip 13 procentpoint frem i forhold til valget til EU-Parlamentet for fem år siden i 2009.

Storbritannien har i alt 73 pladser i parlamentet.

/ritzau/AFP