Militærkup i Thailand: Regeringen er sat ud af spil

Thailands hærchef, general Prayuth Chan-ocha, oplyser, at hæren har taget kontrol over regeringen, skriver Reuters. Han understreger samtidig, at det

Thailands hærchef, general Prayuth Chan-ocha, oplyser, at hæren har taget kontrol over regeringen, skriver Reuters.

Han understreger samtidig, at det ikke vil påvirke relationerne til udlandet, og at hæren nu vil "genoprette orden" og "gennemføre politiske reformer".

- Vi overtager kontrollen af hensyn til lov og orden. Der er ingen grund til panik, fortsæt jeres daglige aktiviteter, lyder opfordringen fra Prayuth Chan-ocha i en tale, han holdt på national tv.

Udmeldingen kommer efter endnu et møde mellem landets stridende politikere torsdag, der havde til formål at løse den fastlåste situation i landet.

Hærchefen havde indkaldt ledere fra forskellige politiske grupper og partier samt medlemmer af valgkommissionen, efter at militæret indførte undtagelsestilstand i Thailand tirsdag. På det tidspunkt blev det understreget, at der ikke var tale om et kup.

Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer - flere mennesker er døde, og hundredvis er kommet til skade under de indimellem meget voldsomme uroligheder.

For bare to måneder siden blev en langvarig undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende områder ophævet.

Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand dengang blev taget af regeringen i januar op til det planlagte valg, som daværende premierminister Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.

Tidligere i denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.