Udland

Frankrig: Syrien bruger stadig kemiske våben

I Syrien har præsident Bashar al-Assad lovet det internationale samfund, at man vil destruere eller aflevere hele landets arsenal af kemiske våben.

Dette arbejde er i gang - men indtil videre mangler man endnu at aflevere de sidste cirka 7 procent. Og resterne bliver tilsyneladende brugt, fortæller den franske udenrigsminister Laurent Fabius.

- Vi har mindst 14 indikationer på, at der i de seneste uger er blevet brugt kemiske våben i mindre målestok, siger Fabius ved en pressekonference under sit besøg i Washington.

- Det viser os at Bashar al-Assad-regimet på trods af sine løfter stadig er i stand til at producere kemiske våben og bruge dem.

Den engelske avis The Telegraph har  i sidste måned foretaget flere jordprøveanalyser, der har vist, at der flere steder i Syrien har været brugt kemiske våben i tre forskellige områder for nylig.

Brugen af  "iltberøvende, giftige gasser og andre gasser" er i strid med Geneve-konventionen.

Det er OPCW - Organisationen for forbud mod kemiske våben - som Syrien afleverer deres våben til. Organisationen overvejer nu at tage ind i Syrien for at få bekræftet påstandene.