Udland

Kamphelikopter styrter ned i boligbyggeri

En taiwansk kamphelikopter styrtede fredag ned i en treetagers bygning i Taoyuan-området i Taiwan.

Helikopteren, der er af typen Apache AH-64E, ramte ned øverst i boligbyggeriet ved 10-tiden fredag formiddag, hvor en forbipasserende bilist ved et tilfælde fangede styrtet på video - som du kan se øverst i artiklen.

Kamphelikopteren var ude på en rutinemæssig træningssession, og piloterne, major Chen Long Qian og løjtnant Liu Ming Hui, har begge fløjet mere end 1000 timer, skriver The Aviationist, så der var tale om erfarne militærfolk.

De to piloter blev efterfølgende transporteret til et nærliggende hospital og slap på utrolig vis fra styrtet med mindre skader.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er årsagen til styrtet ukendt og undersøges fortsat.

Taiwan modtog i november de første seks af i alt 30 Apache-helikoptere, som landet har købt af USA for at modernisere dets militær. Det skriver South China Morning Post, som tilføjer, at Apache AH-64E anses som verdens mest kraftfulde kamphelikopter.

Den taiwanske hær er den første i verden uden for USA til at tage den nyeste variant af Apache-helikopteren i brug.

Se video fra helikopterstyrtet og de efterfølgende undersøgelser øverst i denne artikel.