Udland

Thorning roser mulig norsk afløser for Fogh

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er mandag på et pressemøde i Haag i Holland omhyggelig med ikke at melde klart ud om, hvorvidt Danmark vil støtte hendes norske partifælle og tidligere statsminister Jens Stoltenberg som eventuel ny chef for Nato.

Men Thorning er generelt fuld af lovord over for Stoltenberg, hvis navn det seneste døgn er begyndt at optræde i flere medier som et af de bedste bud på at kunne tage over efter Anders Fogh Rasmussen 1. oktober.

- Der er mange diskussioner om det i øjeblikket. Jeg kan ikke sige noget om det. Jeg vil ikke kommentere det spørgsmål.

- Men jeg vil gerne sige generelt om Jens Stoltenberg, som jeg kender rigtigt godt og har arbejdet sammen med gennem mange år, at jeg ikke kan huske en opgave, som Jens har kastet sig over, som han ikke har løst fantastisk flot.

- Jeg synes, at han var en rigtig dygtig statsminister i Norge, og han har altid været dybt engageret i international politik også, siger Thorning.

Spekulationerne om Stoltenberg som kandidat til Nato-jobbet tog for alvor fart mandag aften, da den norske avis Aftenposten med henvisning til "meget centrale kilder" skrev, at Stoltenberg har massiv opbakning fra flere toneangivende lande.

Opbakningen fra USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland får Aftenposten til at mene, at Stoltenberg kan blive udnævnt allerede i næste uge i forbindelse med et møde i Bruxelles blandt de 28 Nato-landes udenrigsministre.

Centralt placerede kilder maner dog over for både Ritzau og andre medier til besindighed og siger, at det vil være en god idé at holde øje med USA's præsident Barack Obamas videre rejserute i Europa denne uge.

Obama besøger blandt andet Italien, hvor tidligere udenrigsminister Franco Frattini længe har været eneste offentlige kandidat til Nato-jobbet, og hvor også tidligere premierminister Enrico Letta er på udkig efter et nyt job.